Et ukendt antal elever er fredag blevet bortført fra en katolsk skole i delstaten Niger i det centrale Nigeria.

Det siger Abubakar Usman, der er regeringssekretær i delstaten Niger, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Eleverne blev bortført fra St. Mary's Private Secondary School af bevæbnede bandemedlemmer, lyder det.

- Delstatsregeringen i staten Niger har med stor bedrøvelse modtaget de foruroligende nyheder om bortførelsen af elever fra St. Mary Secondary School i Agwara-området.

- Det præcise antal bortførte elever er endnu ikke bekræftet, da myndighederne stadig er ved at vurdere situationen, siger Abubakar Usman fredag formiddag.

Samtidig er der meldinger om, at 38 personer er blevet bortført fra en katolsk kirke i den nigerianske delstat Kwara.

En repræsentant for kirken har oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at bortførerne kræver cirka 69.000 dollar - knap 450.000 kroner - i løsesum for hver af de bortførte kirkegængere.

Bortførelserne finder sted, få dage efter at mindst 25 skoleelever blev bortført fra sovesalene på en pigeskole i delstaten Kebbi i det nordvestlige Nigeria.

Det skete natten til mandag.

Siden er én af pigerne sluppet fri, men 24 savnes fredag stadig.

Nigeria har i årevis været plaget af bortførelser, der blandt andet har ramt landets skoler.

En af de mest omtalte bortførelser gik ud over en pigeskole i byen Chibok i 2014, hvor 276 piger blev bortført af den islamistiske bevægelse Boko Haram.

En del er siden selv sluppet fri eller er blevet løsladt, men ti år efter bortførelsen var omkring 100 af eleverne stadig savnet, skrev den britiske avis The Guardian i forbindelse med tiårsdagen for bortførelsen i 2024.

Militante gruppers angreb på civile fik for nyligt USA's præsident, Donald Trump, til at true med at sende amerikansk militær til Nigeria, hvis landet "fortsætter med at tillade drab på kristne".

Efterfølgende afviste Nigerias regering påstanden om, at kristne skulle være særligt forfulgte i landet.

Regeringen ville dog gerne tage imod hjælp fra USA til at bekæmpe islamistiske militante, lød det fra det nigerianske præsidentkontor.

/ritzau/