Migranter og flygtninge fra Nigeria har i de seneste par år fyldt godt op i gummibådene, der stævner ud fra Libyens kyst med kurs mod Italien. Og blandt nigerianerne har et stigende antal i de seneste tre år været kvinder, der risikerer at havne på et europæisk bordel.
Det fremgår af en ny rapport for FNs organisation for migration, IOM.
»I de seneste tre år har IOM blandt de, der ankommer til Italien til havs, set en stigning på næsten 600 procent i antallet af potentielle ofre for sexhandel. Denne stigende tendens er fortsat i de første seks måneder af 2017, og de fleste ofre er fra Nigeria,« hedder det i IOM-rapporten.
Samtidig har IOM registreret stadig flere nigerianske piger – ofte mindreårige – blandt de, der når frem til Italien.
»IOM skønner, at 80 procent af pigerne fra Nigeria – hvis antal er vokset fra 1.454 i 2014 til 11.009 i 2016 – er potentielle ofre for seksuel udnyttelse,« skriver FN-organisationen.
Nogle af de kvinder og piger, som IOM får kontakt til efter ankomsten til Italien, fortæller, at de ikke har betalt for turen. Den er finansieret af andre, og det er et tegn på, at de er sendt til Europa af bagmænd i den internationale sexindustri.
»Menneskehandel er en transnational forbrydelse, der smadrer tusindvis af liv og er årsag til ufortalt lidelse,« siger Federico Soda, der er direktør for IOMs koordinering i Middelhavet, i en kommentar til rapporten.
Et netværk i Danmark
Ifølge Sine Plambech, der forsker i migration ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), flugter rapporten fra IOM med et stigende antal nigerianske prostituerede i flere europæiske storbyer.
»Det er meldingen fra NGOer i Tyskland, Frankrig og Spanien, og også her i Danmark er der kommet flere nigerianske kvinder og piger i prostitutionsmiljøet,« siger Sine Plambech, der for nylig var på feltarbejde på Sicilien, hvor flertallet af migranterne og flygtninge, der tager turen fra Libyen, kommer i land.
I organisationen Reden International, der arbejder med udenlandske kvinder i prostitution med særligt fokus på kvinder, der er ofre for menneskehandel, bekræfter forstanderen, Kira West, at der nu er et stort antal nigerianske kvinder blandt de prostituerede i Danmark.
»Vi kan helt klart se en stigning – også af de helt unge piger. I vores natcafé på Vesterbro kommer der indimellem op mod 100 kvinder fra Nigeria i løbet af én nat, hvor det før var højst 50,« fortæller Kira West.
»De fortæller om et stort netværk i Danmark af nigerianske kvinder,« siger Kira West, der understreger, at Reden International primært er i kontakt med prostituerede i de store byer.
»Og der er jo også prostitution andre steder i landet,« siger hun.
Den skærpede grænsekontrol i Danmark og andre steder i Europa forhindrer ikke, at der kommer nye til.
»Vi registrerer stadig nye. Det er der ingen tvivl om,« fastslår Kira West.