Nice, Tyrkiet og politidrab fylder medierne, men flygtningekrisen fortsætter

Mens verdens øjne er rettet mod Nice, Tyrkiet samt politidrabene og præsidentvalgkampen i USA fortsætter flygtningene og migranterne med at gå i land på Europas kyster. Og flere og flere bruger nu Egypten som transitland.

Flere og flere flygtninge rejser igennem Egypten på vej til Grækenland og Italien. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS

Det kan godt være, at politikernes og mediernes opmærksom ikke længere er rettet mod flygtningekrisen. Men det betyder ikke, at den er pist væk forsvundet.

Ifølge helt nye tal fra Frontex – det europæiske grænseagentur – steg antallet af flygtninge og migranter, der ankom til Italien i sidste måned med 24 procent sammenlignet med maj måned. I alt lykkedes det omkring 22.500 flygtninge/migranter at overleve sejlturen på Middelhavet fra Nordafrika til den italienske kyst.

Det samlede antal i årets første seks måneder nåede cirka 69.500, hvilket næsten er det samme tal som første halvår 2015.

Det er især folk fra Nigeria, Eritrea og Sudan, der benytter denne såkaldte centrale Middelhavsrute, og mens flertallet fortsat sætter ud i overfyldte både fra kysten i det borgerkrigshærgede Libyen, så er nabolandet Egypten i stigende grad begyndt at tjene som transitland for strømmen af flygtninge og migranter.

Det advarede Frontex allerede om i sidste måned, og tilbage i februar fastslog en embedsmand i det egyptiske sikkerhedsapparat, at landets myndigheder har andre mere presserende opgaver, og derfor mangler der ressourcer til at slå ned på menneskesmuglernes forretning.

»Menneskesmugling er i vækst i Egypten. Myndighederne har for travlt med andre opgaver til at kunne håndtere det,« sagde sikkerhedskilden til nyhedsbureauet Reuters.

Til gengæld kommer det fortsat langt færre flygtninge og migranter til Europa via Tyrkiet og Ægæerhavet til de græske øer. Det skyldes ikke kun den omstridte flygtningeaftale, som EU indgik med den tyrkiske regering i marts, og som indebærer at tyrkerne får milliarder af euro for at slå ned på menneskesmuglerne. Det stærkt faldende antal gummibåde på Ægæerhavet skyldes også, at landene nord for Grækenland har skærpet grænsekontrollen og rejst pigtrådshegn, så flygtningene og migranterne strander på græsk jord.

I juni var det således kun 1450 personer, der kom til Grækenland – et fald på 95 procent sammenlignet med juni 2015, hvor grækerne i alt skulle håndtere næsten en million flygtninge og migranter – især fra Syrien, Afghanistan og Irak, der sammen med pakistanere fortsat udgør flertallet.

Men uden afløb bliver dråbe på dråbe også til en sø, og det er det, som både Grækenland og nu i særdeleshed Italien oplever: Strømmen af flygtninge og migranter fortsætter, men de kan ikke komme videre op i Europa. Samtidig går det meget, meget trægt med at få grækernes og italienernes EU-partnere til at efterleve aftalen om byrdefordeling og genhuse nogle af de mange flygtninge i deres egne lande. Og derfor kan det godt være, at vi på vore breddegrader oplever flygtninge- og migrantkrisen som ude af øje, ude af sind.

Men det gør de to såkaldte frontlinjestater bare ikke.