Ni tyrkiske soldater dræbt ved grænsen til Irak

Kurdiske oprørere dræber ni tyrkiske soldater. Presset på Tyrkiet for at sende soldater ind i Irak for at gøre op med oprørerne vokser.

Ni tyrkiske soldater blev natten til søndag dræbt under kampe med kurdiske oprørere nær grænsen til Irak, sagde militærkilder søndag.

Angrebet ventes at øge presset på Tyrkiet til at sende styrker ind i Irak for at bekæmpe medlemmer af Kurdistans Arbejderparti (PKK), der har baser i regionen.

Det er første gang, siden det tyrkiske parlament onsdag sagde ja til, at Tyrkiets regering kan sende tyrkiske soldater ind over grænsen til Irak, at tyrkiske soldater er blevet dræbt.

USA, der er Tyrkiets nære NATO-allierede, og Iraks regering har opfordret Tyrkiet til ikke at sende soldater ind i Nordirak. USA og Irak frygter, at en tyrkisk offensiv i Nordirak vil destabilisere området, der ellers er et af de relativt fredelige områder i Irak.

/ritzau/Reuters