Ni personer er dræbt på politistation i Pakistan

Angrebsmænd slog til mod en politistation i Pakistan og dræbte ni personer med skydevåben og bomber.

Quetta. Ni personer har mistet livet, efter at en politistation i Pakistan blev angrebet af bevæbnede gerningsmænd med geværer og granater.

Angrebsmændene var fra den militante Taliban-gruppe, der slog til mod en regional station i den sydvestlige Baluchistan-provins tirsdag.

Det resulterede i et skyderi, hvor otte politibetjente og en civilperson mistede livet, mens 17 andre blev såret.

Ifølge Mir Zia Lango, der er indenrigsminister i regionen, var fire militante involveret i angrebet. To af dem blev dræbt af sikkerhedsmyndigheder på stedet.

Ministeren fortæller, at der fortsat er en eftersøgning i gang for at finde de to sidste angrebsmænd, som undslap myndighederne på stedet.

»Disse terrorister havde måske været skyld i flere ofre, hvis det var lykkedes dem at komme ind i politiets hovedbygning,« siger Mir Zia Lango.

Taliban i Pakistan har taget skylden for angrebet, men har tirsdag aften dansk tid ikke givet yderligere detaljer om, hvorfor angrebet fandt sted.

Et andet sted i Pakistan gik en bombe af i et hjem i den nordvestlige del af byen Bannu. Den tog livet af fem personer fra den samme familie, oplyser en lokal politimand Mohammad Tahir.

Det er endnu uklart, hvad der ligger bag den episode.

/ritzau/AP