Ni algeriske soldater dræbt af militante

ALGERIET: Mindst ni algeriske soldater har mistet livet i forbindelse med et angreb på deres patrulje, som militante islamister satte ind fredag.

Det oplyser de algeriske myndigheder søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet, der betegnes som et af de mest blodige i månedsvis, blev sat ind i Ain Defla-provinsen.

Lørdag forlød det, at angrebet havde kostet 11 soldater livet, men søndag præciserer myndighederne, at der er tale om mindst ni dødsofre og to sårede.

BNB/Reuters