Opdateret

Ngo'er: Danmark har pligt til at forhindre folkedrab

Som formand for EU skal vi lægge pres på Israel og stoppe salg af våben, mener danske ngo'er efter ny rapport.

Fordrevne palæstinensere flygter fra områder i det nordlige Gaza, mens røgen stiger op i baggrunden fra et nyt israelsk angreb tirsdag. Israels militær har udvidet operationen i Gaza By og opfordrer indbyggerne til at forlade byen. Foto: Abdel Kareem Hana/Ritzau Scanpix

Danmark har pligt til at gøre alt, hvad vi kan, for at standse det, som en FN-undersøgelseskommission betegner som Israels folkedrab mod palæstinenserne i Gaza.

Det siger Amnesty International Danmark, efter at en uafhængig FN-kommission har vurderet, at der er tale om et folkedrab i Gaza.

- Som formand for EU skal vi presse endnu hårdere på for at få suspenderet Israels handelsfordele med EU, siger Vibe Klarup, der er generalsekretær i Amnestys danske afdeling.

Hun opfordrer også til et stop for al våbeneksport til Israel.

En tilsvarende melding kommer fra Oxfam Danmark.

- Kommissionen bekræfter, hvad vores ansatte og partnere inde i Gaza har været vidner til i snart to år. Israel er i gang med at begå et folkedrab mod palæstinensere i Gaza, siger generalsekretær Lars Koch i en pressemeddelelse.

Han peger på, at FN's konvention om folkedrab fastslår, at regeringer - herunder den danske - har en pligt til at forhindre folkedrab.

- Danmark bør øge presset for at få suspenderet associeringsaftalen mellem EU og Israel og samtidig stoppe for vores våbeneksport til Israel. Vi er medskyldige, hvis vi ikke gør mere for at stoppe det, der foregår, mener Lars Koch.

Den FN-undersøgelseskommission, der tidligere tirsdag udgav en rapport, er ledet af Navi Pillay, som blandt andet er FN's tidligere højkommissær for menneskerettigheder.

- Vi er kommet frem til den konklusion, at der finder folkedrab sted i Gaza, og at det fortsætter, og ansvaret ligger hos staten Israel, sagde hun til nyhedsbureauet AFP.

Den undersøgelseskommission, hun står i spidsen for, taler ikke på vegne af FN eller FN's generalsekretær. Den er heller ikke et juridisk organ, der kan tage stilling i sagen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vil på et pressemøde tirsdag ikke vurdere eller erklære sig enig i, hvorvidt der er tale om folkedrab.

- Det er ikke en domstol, og selve definitionen af et folkedrab er en juridisk term. Det har vi domstole til at afgøre. Der kører en sag der, siger han.

Sydafrika har indklaget Israel for at begå folkedrab ved FN's øverste domstol, ICJ.

Selv om Løkke ikke vil gå ind i debatten om det konkrete begreb, erklærer han, at Israel er gået alt for langt i sine krigshandlinger.

/ritzau/