New Zealands premierminister, Christopher Luxon, meddeler onsdag, at der lørdag den 7. november vil blive afholdt parlamentsvalg i landet.

Det sker på et pressemøde.

New Zealands konservative regering, som er en koalition mellem det store parti New Zealand National Party og de mindre partier New Zealand First og ACT, har siddet på magten siden valget i 2023.

- Kiwierne (andet ord for newzealændere, red.) skal vurdere, hvem der er bedst i stand til at levere en stabil og stærk regering i en meget ustabil og usikker verden, en stærk økonomi med et ansvarligt forbrug, lavere skatter og flere muligheder for dig og din familie, siger Luxon på pressemødet.

Den 55-årige Christopher Luxon er tidligere administrerende direktør i flyselskabet Air New Zealand. Over det seneste år er hans popularitet i befolkningen faldet, mens økonomien er blevet svækket.

De seneste meningsmålinger tyder ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at valget kan blive tæt.

Hverken den siddende koalition eller Labour-partiet, som den tidligere premierminister Chris Hipkins står i spidsen for, ser således ud til at have flertal blandt vælgerne.

- Økonomien er på vej tilbage, og National Partys plan for at få styr på det grundlæggende og bygge fremtiden vil gøre en forskel for dig og din familie. Det er ikke tidspunktet til sætte alt det på spil, siger Luxon.

Han tilføjer, at han er åben for at samarbejde med New Zealand First og ACT efter valget, men at han ønsker en stærk opbakning til sit eget parti.

New Zealands regering vedtog sidste år en lov, der forhindrer folk i at registrere sig som vælgere på selve valgdagen.

Samtidig forhindrer den indsatte i at afgive deres stemme, mens de sidder i fængsel. Kritikere mener, at det kan give en lavere valgdeltagelse, ligesom de mener, at det kan påvirke opbakningen til de venstreorienterede partier.

/ritzau/Reuters