Regeringen i New Zealand har bebudet, at den vil udlægge et havområde på 620.000 kvadratkilomter omkring Kermadec Islands som beskyttet område. Det bliver dermed et af de største havreservater i verden.
»Der er tale om et område, dobbelt så stort som vores land og 50 gange større end vores største nationalpark. Det er i sandhed et unikt sted, og vi ønsker at bevare det sådan,« sagde New Zealands premierminister John Key i aftes under den igangværende generalforsamling i New York.
»Det ny reservat vil beskytte habitaten for et enormt antal arter: millioner af havfugle, hvaler og delfiner, truede skildpadder og tusindvis af fisk og andre former for marint liv vil blive beskyttet,« uddybede John Key.
Kermadec Ocean Sanctuary, som bliver navnet på det nye havreservat, ligger nord for New Zealands nordø og omfatter en kæde af øer samt undersøiske vulkaner. Der har eksisteret et havreservat i området siden 1990, men nu udvides det fra 12 sømil til at dække hele New Zealands Eksklusive Økonomiske Zone (EEZ) ud til 200 sømil fra land.
Artiklen fortsætter under kortet.
En status som havreservat indebærer, at der ikke må fiskes i området endsige udvindes metaller eller andre naturressourcer. Premierminister John Key understregede i sin tale netop, at beskyttelsen også gælder havbunden.
Ifølge et newzealansk regeringspapir udgør reservatet 15 procent af landets Eksklusive Økonomiske Zone, men der er ikke noget stort kommercielt fiskeri i området. Til gengæld er de potentielle naturressourcer betydelige, fordi der findes store forekomster af sølv og andre mineraler i området.
»Men på den anden side forsøger vi også at beskytte, hvad der set fra et geologisk perspektiv er en meget vigtig og betydningsfuld del af verden,« fastslog John Key.
Beslutningen en overraskelse
Regeringen i Wellington er sikker på at møde velvilje fra miljøorganisationerne. Pew Environment Group er blot én af de mange organisationer, der har talt varmt for oprettelsen af et havreservat, og her var der nærmest jubelstemning efter bekendtgørelsen:
»Det er en usædvanlig bedrift for alle newzealændere og for befolkningerne på stillehavsøerne,« sagde en glædesstrålende direktør Bronwen Golder fra Pew til britiske BBC.
Verdensnaturfondens afdeling i New Zealand udtaler, at beslutningen vil bringe New Zealand »tilbage i spidsen af den marine beskyttelsesindsats på den globale scene.«
Til gengæld er der overraskelse og dyb skepsis at spore blandt de kommercielle fiskere og en række mineselskaber.
George Clement, som er formand for Seafood New Zealand, sagde i går til Reuters, at man »ikke havde fået noget varsel fra regeringen,« og at »branchen havde brug for tid til at overveje de fulde implikationer.«
Et canadisk selskab kaldet Nautilus Minerals har desuden ansøgt om en tilladelse til at undersøge området for kommericelle forekomster af mineraler. Regeringen i Wellington har dog allerede lovet, at den vil arbejde sammen med selskabet for at revidere og tilpasse ansøgningen.