New York-flytrafik glider i weekenden

Det forventes, at flytrafikken til og fra New York igen glider uden aflysninger i løbet af weekenden.

New York-lufthavnen LaGuardia har de seneste dage også været påvirket af orkanen Sandy, men fra weekenden skulle al flytrafikken foregå uhindret. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADREES LATIF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Der er udsigt til, at flypassagerer igen fra weekenden kan flyve til og fra New York uden hindringer, oplyser amerikansk flyanalytiker ifølge Reuters.

Torsdag blev de fleste af de amerikanske flyselskabers afgange sendt af sted som planlagt, og kun 750 afgange og ankomster til New Yorks lufthavne var aflyst.

Hårdest ramt er den lille lufthavn LaGuardia i bydelen Queens, hvorfra flere af de største selskaber såsom Delta Air kun sender omkring halvdelen af deres fly på vingerne. Det er dog stadig væsentligt færre aflysninger end de foregående dage.

I alt har næsten 20.000 fly fra amerikanske selskaber måttet blive på jorden i New York-lufthavnene siden søndag, og det har kostet selskaberne dyrt.

Ifølge John Wensveen, chef for flyselskabsrådgivningen i Radixx International, kan omkostningerne fra superstormen »Sandy« løbe op i mellem 700 millioner dollar og en milliard dollar, som svarer til mellem godt fire milliarder og 5,7 milliarder kroner. Både fra tabt fortjeneste, fra de aflyste flyafgange og fra udgifterne ved genoptagelsen af flyvningerne.

- Det er en af de mest betydningsfulde ting, der er sket for industrien i lang tid, siger han til Reuters.

Skal man forsøge at finde noget positivt ved »Sandy«, er det, at den ramte i en mindre travl periode, hvor der er knap så mange ferie- og forretningsrejsende, som eksempelvis i sommerperioden.