Israel har dræbt en nevø til Hizbollahs øverste leder, Naim Qassem, i et angreb på Libanons hovedstad, Beirut.

Det skriver Israels militær på det sociale medie X.

Nevøen Ali Yusuf Harshi var Naim Qassems personlige sekretær.

- Som en nær medarbejder og personlig rådgiver spillede Harshi en central rolle i forhold til at administrere og sikre Qassems kontor, lyder det fra det israelske militær.

I første omgang rapporterede nyhedsbureauet Reuters, at Naim Qassem selv var blevet dræbt i angrebet. Men det blev efterfølgende rettet, så det fremgik, at det var Hizbollah-lederens nevø, der var blevet dræbt.

Hizbollah har ikke bekræftet, at Ali Yusuf Harshi er død.

Hizbollah-militsen, der er allieret med Iran, har base i Libanon og blev involveret i krigen i Mellemøsten i begyndelsen af marts.

Her angreb Hizbollah Israel som gengældelse for Israels og USA's angreb på Iran og drabet på den daværende øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei.

Siden har Israel udført angreb mod Libanon og sendt landstyrker ind i landet, mens Hizbollah har sendt raketter og droner mod Israel.

Meldingen om, at nevøen til Hizbollahs leder er død, kommer på en dag, hvor der er erklæret national sørgedag i Libanon.

Baggrunden er israelske angreb, som ramte Libanon onsdag, efter at der var indgået våbenhvile mellem Iran, Israel og USA.

Ifølge Libanons sundhedsministerium blev 182 mennesker dræbt, og 890 blev såret i angrebene.

Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Libanon er omfattet af våbenhvilen.

Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der mæglede i forhandlingerne om en våbenhvile, har sagt, at Libanon er en del af våbenhvileaftalen, mens både Israel og USA har afvist, at det skulle være tilfældet.

- Jeg tror, at iranerne troede, at våbenhvilen omfattede Libanon, men det gjorde den bare ikke, sagde USA's vicepræsident, J.D. Vance, onsdag til journalister ifølge Reuters.

FN's generalsekretær, António Guterres, har advaret om, at de israelske aktiviteter i Libanon "udgør en alvorlig risiko for våbenhvilen og for bestræbelserne på at opnå en varig og omfattende fred i regionen".

/ritzau/