Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Islamisk Stat har indtaget den irakiske by Ramadi, og det blev forleden fejret med en stor parade under terrorbevægelsens sorte flag.
Mellemøstlige Twitte-brugere har lagt et væld af billeder og TV-optagelser fra sejrsparaden ud på det sociale medie, men enkelt billede skiller sig ud, i hvert fald set med danske øjne.
På billedet kører en kolonne af biler med bevæbnede IS-krigere langs en støvet vej, og nederst i højre hjørne ser man en skriggul lastbil med discountkæden Nettos karakteristiske logo. Billedet stammer fra den syriske Twitter-konto Raqqa_IS, der er en stærkt kritisk overfor Islamisk Stat. Fotoets ægthed er ikke bekræftet.
Hos Dansk Supermarked, der ejer Netto, vækker billedet mildest talt forundring.
»Vi aner ikke, hvad den laver der, og vi har ikke noget med den at gøre,« siger Sussi Staugaard, projektleder i Dansk Supermarked, til Berlingske Nyhedsbureau.
Hun understreger, at hverken Dansk Supermarked, dens kæder eller logistikleverandører har nogen aktiviteter i Mellemøsten. Hun ser kun én mulig forklaring på, hvad der kan være sket:
»Hvis der er tale om et ægte foto, så er den eneste mulighed, at en af vores logistikleverandører har solgt lastbilen videre uden at tage folien af.«
Dansk Supermarked har nu indskærpet over for sine logistikleverandører, at det er vigtigt at tage reklamefolien af, hvis lastbilen bliver solgt videre.
»Hvis det sker, at de sælger en lastbil videre, som så bliver solgt videre flere gange, og til sidst kan havne i Mellemøsten, så skal der naturligvis ikke være en foliering med et Netto-logo på. Det er noget, som kun er på, når den kører for os,« fastslår Sussi Staugaard.
Ramadi er hovedstad i Anbar-provinsen. Erobringen af byen betegnes som terrororganisationens største sejr, siden det i 2014 lykkedes IS at indtage storbyen Mosul i det nordlige Irak.