Netanyahus søn får karantæne på Facebook: »Foretrækker« Israel uden muslimer

Den israelske premierministers søn kalder Facebook for »tankepoliti« efter 24 timer lang karantæne fra det sociale medie.

Yair Netanyahu (th.) med sin far, Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix

Yair Netanyahu ville foretrække et Israel uden muslimer.

Sådan skrev den israelske premierministers søn på Facebook, inden hans statusopdatering blev slettet. Da han delte et skærmbillede af statusopdateringen med en ny kommentar om, at Facebook forsøgte at agere »tankepoliti«, fik han karantæne.

Det beskriver Al Jazeera og de israelske aviser Haaretz og Jerusalem Post.

Efter fem palæstinensere og tre israelere – hvoraf to var soldater – mistede livet i voldelige sammenstød i sidste uge, skrev premierministerens søn på Facebook, at de to soldaters død skulle hævnes, og at konflikten kunne løses ved at sende alle muslimer ud af landet.

»Ved I, hvor der ingen angreb er? I Island og Japan, hvor der tilfældigvis heller ikke er muslimer,« skrev han ifølge Al Jazeera.

Ifølge Yair Netanyahu er der kun to måder at nå til fred mellem Israel og Palæstina på – enten forlader jøderne landet, eller også gør muslimerne.

»Jeg foretrækker den sidste løsning,« skrev den 27-årige på Facebook.

Da statusopdateringen blev slettet af Facebook for at bryde med det sociale medies retningslinjer, delte Netanyahu skærmbilledet af det og kaldte Facebook for tankepoliti. At Facebook valgte at give ham karantæne, syntes han, var dobbeltmoralsk:

»Facebook tillader officielle sider for Hamas, Hizbollah og medlemmer af den iranske regering, lige så vel som utallige sider, hvor der opfordres til drab på og udslettelse af jøder. Der er også tusindvis af posts med dødstrusler mod mig og min familie, som ikke bliver fjernet af Facebook,« skrev sønnen ifølge Jerusalem Post, da han kunne logge på mediet igen.

Yair Netanyahus statusopdateringer forbliver imidlertid slettet.

Men det er ikke kun Yair Netanyahu, der føler sig uretfærdigt behandlet af Facebook. Også palæstinensiske journalister og aktivister har beskyldt Facebook for at være dobbeltmoralsk i sin håndtering af palæstinensiske statusopdateringer og profiler.

I marts marcherede palæstinensiske journalister mod FN-kontoret i Gaza i protest mod Facebooks blokering af flere palæstinensiske Facebook-konti, skriver Al Jazeera.