JERUSALEM: Hvis den israelske premierminister for alvor er bekymret for et forestående sammenbrud i forhandlingerne med palæstinenserne om fred og tostatsløsning, så skjulte han det godt ved sit ugentlige kabinetsmøde søndag. I stedet hyldede Benjamin Netanyahu sin regering for at »have taget vanskelige skridt og vist vilje til fortsat at gennemføre træk også i de kommende måneder, som ikke vil være lette«.

Som han har for vane, holdt premierministeren sig til brede, uforpligtende formuleringer med rigelig luft til udveje og manøvrer, hvis den palæstinensiske ledelse alligevel skulle bøje sig for amerikansk pres og komme tilbage til forhandlingsbordet. Og som den retoriske kunstner, han er, talte han det maksimale frem af det minimale:

»Til min fortrydelse skyndte det palæstinensiske lederskab sig med ensidigt at søge tiltrædelse til 14 internationale traktater, lige da vi var ved at enes om fortsættelsen af forhandlingerne.«

Det var så langt, man var kommet. Måneders forhandlinger med USAs næsten endeløst tålmodige mægling var nået til en mulig enighed om fortsat at tale sammen.Som han også har haft for vane gennem otte måneders forhandlinger, placerede Netanyahu hele ansvaret for stilstanden, der blev til krise, i Ramallah hos selvstyret uden at nævne hverken den voldsomme modstand i sin egen regering og eller sit eget Likud-parti mod at give noget som helst under forhandlingerne. Han nævnte heller ikke, at han konsekvent har nægtet at bøje sig for USAs og EUs pres for at give sit bud på, hvordan grænserne i en tostatsløsning bør være. Eller at den israelske regering efter tre aftalte fangeløsladelser fulgt af tilladelser til tusinder af nye boliger i bosættelserne til sidst bare annoncerede udvidelser af bosættelser i Østjerusalem uden at gennemføre den sidste af de fire fangeløsladelser, som var den israelske »pris« for forhandlingerne frem til slutningen af april. Palæstinenserne så sig derefter løst fra løftet om ikke at forfølge »FN-sporet« under forhandlingerne.

»De vil kun opnå en stat via direkte forhandlinger, ikke med tomme erklæringer og ikke med ensidige træk. De vil kun skubbe en fredsaftale længere væk, og ensidige skridt fra deres side vil blive mødt med ensidige skridt fra vores side. Vi er klar til at fortsætte samtalerne, men ikke for enhver pris,« sagde Netanyahu ved søndagens kabinetsmøde.

USA og Europas reaktion svær at vurdere

Det er kraftfuld retorik af den type, der gennem årene har tjent Netanyahu godt i den interne israelske debat og blandt internationale støtter – ikke mindst de amerikanske kongrespolitikere på Capitol Hill. Det store spørgsmål blandt Mellemøstens mange analytikere og kommentatorer er, om det også vil lykkes denne gang, og om skeptiske politikere og embedsmænd i Europa og i Det Hvide Hus vil slå resigneret ud med armene og søge mod den diplomatiske bagudgang med et:

»Vi har gjort, hvad vi kunne. Ingen kan ønske freden mere end parterne selv.«Det kan blive sværere end normalt. Selv om Obama-administrationen offentligt kritiserer begge parter for nedsmeltningen af forhandlingerne »lægger amerikanerne privat hovedparten af skylden på Netanyahu. Hvis det er på den måde, amerikanerne ser det, er det let at vurdere stemningen i Europa.

Konsekvenserne for Israel kunne blive katastrofale,« skriver den diplomatiske analytiker Barak Ravid i Haaretz.

Centrum-venstre avisen har for længst haft sin storhedstid som et zionistisk fyrtårn. En af bannerførerne for den nationalistisk-religiøse politik, der nu er fremherskende i Israel, ser ikke nogen grund til hverken at bøje sig yderligere for palæstinenserne eller frygte, at omverdenen skulle tage affære af den grund. Jerusalem Post citerer fra økonomiminister Naftali Bennetts Facebook-side, at »vi må spørge os selv, hvad vi skal gøre nu«, efter at »det står klart«, at selvstyrepræsident Abbas »ikke søger freden«.

Naftali Bennett giver selv svaret ved ved at gentage sit valgtema om at annektere Område C, der er de 60 procent af Vestbredden, der er under fuld israelsk militær og civil kontrol.

Palæstinenserne underspiller

Den palæstinensiske ledelse har valgt at underspille situationen. Herfra lyder det, at man ikke har nogen intentioner om at skade de USA-anførte fredsbestræbelser, og at man har tænkt sig at fortsætte forhandlingerne i den aftalte periode.

»Det var Israel, der tog ensidige skridt for at forpurre fredsprocessen,« sagde en talsmand for den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, søndag til det palæstinensiske telegrambureau Maan.

Mange spekulerer også i, at det kan blive et problem for den aldrende Abbas med et tvivlsomt præsidentmandat i sidste ende at levere varen. Men man er langtfra nået frem til at teste det synspunkt.

Tilsyneladende føler selvstyret, at den israelske side overspillede kortene. I mange måneder har de palæstinensiske forhandlere beklaget sig over, at de igen er havnet i forhandlinger uden mål, uden tidsramme og uden nogen oprigtig vilje fra modparten ud over at bruge processen til at afskærme kritik fra omverdenen, tilgodese de politisk stærke bosætterbevægelsers krav og bevare den national-religiøse drøm om »hele det bibelske Israel«.

Den israelske fokusering på det »ensidige« palæstinensiske skridt i retning af FN har det indbyggede åbenlyse problem, at Israel siden Seksdageskrigen i 1967 og gennem snart fem årtiers besættelse har gennemført en række markante, ensidige skridt, der har gjort det vanskeligere at gennemføre en tostatsløsning. Annekteringen af Østjerusalem og en voldsom udbygning af bosættelserne på Vestbredden er de mest oplagte eksempler. Det mellemøstlige »Jerntæppe« i form af en otte meter høj betonmur og sikkerhedshegn med tilhørende sikkerhedszoner til beskyttelse af israelske interesser og til værn mod terrortrusler er blevet underkendt af Den Internationale Domstol i Haag, fordi det i en række tilfælde er opført på besat palæstinensisk territorium, hvor den blandt andet afskærer palæstinensiske landsbyer fra deres jorde og hindrer palæstinensere i at bevæge sig frit både i Østjerusalem og på Vestbredden.

Mellemøstkvartetten USA, EU, FN og Rusland har konsekvent nævnt en tostatsløsning »med Jerusalem som en delt hovedstad«. Omkring de israelsk-jødiske bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden har USAs udenrigsminister, John Kerry, for nylig slået fast, at det er og altid har været skiftende amerikanske administrationers linje, at bosættelserne er »ulovlige«.

De »bekymrede« israelere på venstrefløjen, i den svindende fredsbevægelse og blandt zionister, der mener, at fortsat besættelse eller »et-statsløsning« er uforenlig med demokrati, har hidtil ikke fået ret. Verden har accepteret de »nye kendsgerninger på stedet« og appelleret om at holde »fredsprocessen i live«.

Svært at se EU skrue bissen på

EU-ambassadør i Israel Lars Faaborg-Andersen har over for Berlingske afvist at udpege den »skyldige« for et forhandlingssammenbrud, før det er en ubestridelig kendsgerning.

»Det er ikke ovre, før det er ovre,« lød det for nylig i en e-mail fra den danske diplomat.

Tidligere har han til Berlingske sagt:

»EU står klar til at belønne rundhåndet, hvis en aftale bliver til noget. Men der vil blive en pris at betale både for Israel og palæstinenserne, hvis forhandlingerne falder til jorden. Hvis det sker på baggrund af store bosættelsesplaner, har jeg gjort opmærksom på, at Israel vil stå tilbage med ansvaret.«

Formuleringen blev gentaget i den israelske presse og blev opfattet som en advarsel om mulige europæiske sanktioner. Om det så reelt bliver tilfældet, er en anden sag. En europæisk diplomat siger, at »han ikke kan få øje på muligheden« for, at EU for alvor vil skrue bissen på over for Israel.

Endnu er det ikke helt forbi. En fortsat proces kan redde ansigt for USA. Men ingen tror på gode viljer ved de nuværende forhandlinger, som kan løse den langvarige strid. Tilbage er kun at placere ansvaret.

Langt mere end for alvor at søge at overbevise med argumenter, synes den israelske premierministers kalkule at være den stærkes ret. En gang til.