Netanyahu vil bevare israelsk handlefrihed i Libanon
Israels premierminister vil opretholde sikkerhedszone i Libanon for at beskytte borgere i det nordlige Israel.

Israels premierminister vil opretholde sikkerhedszone i Libanon for at beskytte borgere i det nordlige Israel.

Israels militær kommer ikke til at trække sig fra en israelsk sikkerhedszone i det sydlige Libanon.
Samtidig forbeholder Israel sig retten til at forsvare sig mod den Iran-allierede Hizbollah-milits.
Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge Reuters, efter at Iran og USA har indgået en aftale, der skal afslutte konflikten mellem dem.
- Iran ønsker, at vi trækker os, men jeg står fast.
- Vi vil bevare vores handlefrihed, og vi opretholder sikkerhedszonen for at beskytte borgere i det nordlige Israel, siger Netanyahu.
Der har været kampe mellem israelsk militær og militsen Hizbollah i Libanon siden begyndelsen af marts.
Konflikten blussede op, efter at Hizbollah sendte missiler og droner ind over Israel som gengældelse for Israel og USA's angreb på Iran 28. februar.
Efterfølgende begyndte Israel at angribe Libanon fra luften og sendte landstyrker ind i landet, der ligger nord for Israel.
Hizbollah er en shiamuslimsk milits, der er allieret med styret i Iran og har base i Libanon.
Begrundelsen for at indlede krigen i Iran var ifølge Netanyahu og USA's præsident, Donald Trump, at forhindre Iran i at udvikle et atomvåben.
Netanyahu gentager mandag, at han ikke vil tillade, at Iran bliver en militær atommagt.
- Med eller uden en aftale, så vil Iran ikke få atomvåben - hverken i dag eller i morgen. Så længe jeg er premierminister for Israel, kommer det ikke til at ske, siger Netanyahu ifølge mediet CNN.
- Kampen er endnu ikke ovre. Vi er nødt til at være på vagt, stærke og beslutsomme for at kunne forsvare os, når det er nødvendigt.
Netanyahu, der i øjeblikket står svagt i meningsmålinger forud for efterårets valg i Israel, tilføjer, at han endnu ikke kender indholdet af aftalen mellem USA og Iran.
Aftalen skal efter planen underskrives på fredag. Det ventes at ske i den schweiziske by Genève.
/ritzau/Reuters