Netanyahu taler til verden – og håber at den israelske vælger lytter

Analyse om Netanyahus besøg i USA fra Berlingskes korrespondent i Jerusalem.

Benjamin Netanyahu talte i USA  til israelske vælgere. Foto: Jonatham Ernst/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næsten hele den israelske premierminister Benjamin Netanyahus politiske bagland i Likudpartiet giver nogenlunde de samme svar, når det kommer til Netanyahus omdiskuterede rejse til USA og hans ventede tale tirsdag for Kongressen.

»Vi er nødt til at advare imod den iranske trussel,« siger nogle.

»USA er omgivet af to oceaner, vi er omgivet af farlige tosser,« supplerer andre.

Til gengæld er alle i baglandet enige om, at det ville være rart, hvis Netanyahu med sin rejse til USA kan flytte et par mandater til Likuds fordel ved parlamentsvalget i Israel om 14 dage. På den måde er Benjamin Netanyahus tale lige så meget en tale til de israelske vælgere, som det er den historiske advarselstale over for USA og resten af det internationale samfund, som Netanyahu ønsker at gøre den til.

I en dramatisk og symbolrig presse­konference foran Grædemuren i Jerusalem før afrejsen beskrev den israelske leder sin rejse til USA som »historisk«. Han mener naturligvis ikke »historisk«, fordi forholdet mellem de folkevalgte ledere i Israel og USA er på et historisk lavpunkt. Han sagde det heller ikke på grund af det historiske i, at han er den første israelske premierminister, der rejser til USA for at kritisere den siddende præsidents politik – uden at være inviteret af ham.

Inden afrejsen sagde Benjamin Netanyahu da også, at han respekterer Barack Obama. Men oversat direkte fra hebraisk er det, de fleste israelere hører Netanyahu sige, »at han ikke tæller Obama« – med andre ord er den amerikanske præsident i bedste fald ligegyldig for Netanyahu.

Den israelske premierminister har afskrevet Obama for længst og tæller dagene til næste amerikanske præsidentskifte, hvor Netanyahu håber at være den premier­minister, der reparerer det anspændte forhold mellem de to lande sammen med en republikansk og mere lydhør præsident.

 

De primære Likud-skuffelser over Barack Obama bunder i Obamas forsøg på at mægle mellem Israel og palæstinenserne, og USAs villighed til at forhandle med det iranske præstestyre. For Netanyahu er talen historisk, fordi han ser sig selv som den eneste leder, der tør svømme mod strømmen og advare mod den iranske trussel med Nazityskland som historisk parallel.

Det er den attitude, Netanyahu ønsker, at historikere vil huske og rose ham for om 10-20 år. Og det er den trodsighed, han håber, de israelske vælgere vil belønne ham for ved valgurnerne om 14 dage. Eller i hvert fald give ham et mandat eller to til at bryde det næsten døde løb med oppositionen.

Netanyahu er premierminister for tredje gang.

Første gang i 1996 vandt han valget efter en terrorbølge i Jerusalem. Flertallet af vælgerne var skræmte og ønskede en leder, der kunne skærpe tonen over for palæstinenser­ne. Det kunne han, og det gjorde han.

I 2009 blev Netanyahu genvalgt ved at fokusere på den iranske trussel. Det samme skete i 2013, og nu forsøger han igen at få valget, der ellers har handlet om lidt af hvert, fra korruption til dyre levevilkår, til at handle om den iranske trussel.

Iran har været Netanyahus valgtrumf tidligere, og han håber også, det kan blive hans trumf denne gang. Også selv om det koster point hos Obama og resten af verden.

Netanyahu taler til verden – og håber, at den israelske vælger lytter.