En pilot er blevet anholdt i Saudi-Arabien, efter at et fly onsdag morgen fra Dubai mod Israel udsendte et nødsignal og senere nødlandede.

Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i en udtalelse onsdag eftermiddag ifølge BBC.

- Under flyvningen, da de nærmede sig Israel, stak den ene pilot den anden pilot og forsøgte tilsyneladende at få flyet til at styrte ned med alle passagererne om bord, siger han i udtalelsen.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om, hvad der konkret er sket under flyvningen.

Men flydata viser, at flyet fra flyselskabet Flydubai foretog et dyk i luften, to timer efter at det var lettet fra Dubai.

På kort tid mistede flyet 5,2 kilometers højde, derefter steg det igen og faldt så yderligere 2,1 kilometer.

Passagerflyet udsendte et nødsignal og senere et signal, der indikerer, at et fly er blevet kapret eller udsat for anden indblanding.

Den anholdte pilot er ved at blive afhørt af de saudiarabiske myndigheder, oplyser Netanyahu.

Der er endnu ingen melding om den anden pilots tilstand. Men begge piloter blev bragt til hospitalet, efter at flyet var landet.

I et opslag på X onsdag aften hylder han desuden piloten, som blev stukket ned.

- Min hyldest til den indiske pilot kaptajn Smit Machchhar for hans ekstraordinære mod.

Netanyahu tilføjet desuden, at Machchhar på trods af at være blevet stukket formåede at kæmpe imod og åbne døren til cockpittet, hvilket gjorde det muligt for passagerer og besætningsmedlemmer at overmande den angribende pilot.

Der har i løbet af onsdag været modstridende oplysninger om, hvad der helt konkret er sket under flyvningen, efterhånden som passagerer og deres pårørende er kommet med beretninger.

Men oplysninger om et form for slagsmål mellem flyets to piloter har været samstemmende. Det noterer flere medier - herunder Sky News.

Flyselskabet har oplyst, at alle passagerer, der var om bord på flyet, er uskadte. Flyet nødlandede i Tabuk lufthavn i Saudi-Arabien klokken 07.44 dansk tid.

Netanyahu har tidligere oplyst at han har talt med en af de israelske passagerer på flyet, der fortalte ham, at han sammen med et besætningsmedlem overmandede piloten, der var gået til angreb på sin co-pilot.

Ligesom andre passagerer har berettet, siger Netanyahu, at en pilot, der var om bord på flyet, kom op til cockpittet og fik stabiliseret flyet inden nødlandingen.

Netanyahu "hylder" personerne i sin udtalelse og kalder dem "helte".

- De reddede mange liv og forhindrede en stor katastrofe, lyder det.

RITZAU