Netanyahu overlever regeringskrise

Israelsk minister trækker trussel om regeringskollaps tilbage. Netanyahu overlever med spinkelt flertal.

Premierminister i Israel Benjamin Netanyahu slipper for at udskrive et valg, efter at hans uddannelsesminister har trukket i land med trusler om at forlade regeringen. Gali Tibbon/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ser ud til at have afværget et regeringskollaps. Hans uddannelsesminister, der også er partiformand for et af regeringens partier, har mandag trukket en trussel om at vælte regeringen tilbage.

Naftali Bennett, som uddannelsesministeren hedder, havde truet med at trække sit parti ud af regeringen, hvis ikke han blev udnævnt til forsvarsminister.

Det afviste Netanyahu og gjorde sig selv til forsvarsminister.

Krisen opstod, fordi den hidtidige forsvarsminister Avigdor Lieberman i sidste uge trak sit parti ud af regeringen.

Lieberman er utilfreds med en våbenhvile, der er forhandlet med palæstinensiske Hamas. Ifølge Lieberman er aftalen en "kapitulation over for terror".

Uden Liebermans parti var Netanyahus regering på tynd is i parlamentet, Knesset. De tilbageværende fem partier i regeringen kan tilsammen mønstre 61 ud af 120 medlemmer.

Derfor var han sårbar, da Bennett kom med sit krav om at blive ny forsvarsminister, hvis ikke hans parti skulle trække sig. Truslen viste sig dog at være et bluf.

/ritzau/AP