Israel støtter USA's præsident Donald Trumps beslutning om at indstille angreb på Iran i en periode på to uger.
Det meddeler premierminister Benjamin Netanyahus kontor onsdag i en udtalelse. Det skriver The Times of Israel.
Til gengæld for at indstille angrebene på Iran har Trump krævet, at Iran genåbner Hormuzstrædet.
Ifølge udtalelsen fra Netanyahus kontor omfatter våbenhvilen ikke Libanon.
- Israel støtter præsident Trumps beslutning om at suspendere angrebene mod Iran i to uger, forudsat at Iran straks åbner stræderne og stopper alle angreb på USA, Israel og lande i regionen, skriver Netanyahus kontor.
Da USA og Israel den 28. februar indledte krigen i Iran, var begrundelsen fra Trump, at han ville forhindre Iran i at udvikle atomvåben og missiler, der kunne nå USA.
- Israel støtter også USA's indsats for at sikre, at Iran ikke længere udgør en atom-, missil- og terrortrussel mod USA, Israel, Irans arabiske naboer og resten af verden, skriver Netanyahus kontor.
- USA har fortalt Israel, at det er forpligtet til at opnå disse mål, som USA deler med Israel og Israels allierede i regionen i kommende forhandlinger.
Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der har spillet en rolle som mægler, har inviteret USA og Iran til forhandlinger om en fredsaftale i Pakistans hovedstad, Islamabad, på fredag,
Det meddelte Sharif natten til onsdag i et opslag på det sociale medie X.
Pakistans premierminister tilføjede, at den indgåede våbenhvile vil træde i kraft øjeblikkeligt og også omfatte Libanon.
Det afvises i udtalelsen fra Benjamin Netanyahus kontor.
- Den to uger lange våbenhvile omfatter ikke Libanon, står der kortfattet.
I Libanon er Israel i konflikt med den militante gruppe Hizbollah, der er støttet af Iran.
Under Israel og USA's krig mod Iran har Hizbollah løbende angrebet primært det nordlige Israel med droner og raketter.
Det har fået Israel til at svare igen med angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.
/ritzau/
