Israel gør sig klar til det, der kaldes en øjeblikkelig implementering af første del af USA's præsident Donald Trumps fredsplan i Gaza.
Det siger Israels premierminister Benjamin Netanyahus' kontor natten til lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters og flere israelske medier - heriblandt Haaretz og Times of Israel.
- Israel forbereder sig på en øjeblikkelig implementering af første del af Trumps plan med øjeblikkelig løsladelse af alle gidsler, skriver Netanyahus kontor i en udtalelse.
Premierministeren forholder sig i udtalelsen ikke til et krav fra Trump om, at Israel øjeblikkeligt stopper med at bombe Gaza, skriver Times of Israel.
Det er umiddelbart uklart, præcis hvilken del af fredsplanen Israel ifølge Netanyahu gør sig klar til at implementere, skriver BBC.
Times of Israel skriver kort tid efter meldingen fra Netanyahu, at Israels militær af den politiske ledelse er blevet beordret til en nedtrapning af de offensive aktiviteter i Gaza til et minimum. Det beretter militærradioen Army Radio ifølge mediet.
Ifølge Times of Israel lyder det i orden, at landstyrkerne udelukkende skal udføre defensive operationer.
Ordren om at trappe ned for militærets aktiviteter kommer ifølge mediet efter natlige drøftelser mellem embedsmænd fra Israel og USA.
Trump skrev sent fredag aften på sit sociale medie, Truth Social, at Israel straks skulle stoppe bombningerne, så gidsler kunne komme hurtigt og sikkert ud af Gaza.
Meldingen fra Trump kom kort efter, at den militante gruppe Hamas havde erklæret sig parat til at frigive alle israelske gidsler som led i fredsplanen.
Samtidig meldte Hamas sig klar til at forhandle om detaljerne i planen. Gruppen signalerede, at den med det samme vil indgå i forhandlinger, som skal foregå gennem mæglere.
Donald Trump har udformet fredsplanen, der i alt indeholder 20 punkter. Af planen fremgår det, at Hamas ikke må være en del af en fremtidig regering i Gaza.
Benjamin Netanyahus kontor gentager i udtalelsen natten til lørdag, at den støtter op om Trumps plan.
Den israelske premierminister var på besøg i Det Hvide Hus i Washington D.C., da Trump mandag præsenterede planen.
- Vi vil fortsat arbejde sammen med præsidenten og hans hold for at få stoppet krigen i overensstemmelse med de principper, Israel har fastlagt, og som stemmer overens med Trumps vision for at afslutte krigen, står der ifølge Times of Israel i nattens udtalelse fra Netanyahus kontor.
/ritzau/