Netanyahu beholder føring med 85 procent af stemmerne optalt
Netanyahu ser ud til at kunne samle størst opbakning i Knesset, men han mangler stadig det afgørende flertal.

Netanyahu ser ud til at kunne samle størst opbakning i Knesset, men han mangler stadig det afgørende flertal.

Optællingen fortsætter efter valget i Israel, hvor der onsdag eftermiddag er optalt 85,6 procent af stemmerne.
Premierminister Benjamin Netanyahu og hans alliancepartnere står til at få flest stemmer. Samme tendens har tidligere opgørelser vist.
Det skriver de israelske medier Times of Israel og Haaretz.
Netanyahu og hans støtter ser ud til at kunne trække 53 mandater, mens oppositionens spidskandidat, Gadi Eisenkot, og hans støtter står til at få 48 mandater i det israelske parlament, Knesset.
Det kræver 61 mandater, hvis en blok skal have flertal.
Netanyahu kan ifølge den foreløbige optælling ikke kun samle det største flertal. Hans parti, Likud, står også til at blive det største.
Partiet ser ud til at få 26 mandater. Det er en tilbagegang. Inden valget havde Likud 32 mandater.
Likud står særligt stærkt i nogle af de byer, som blev hårdest ramt under Hamas' angreb 7. oktober 2023, og i byer i det nordlige Israel ved grænsen til Libanon, som har været under angreb fra Hizbollah.
I det nordlige Israel er opbakningen stor til Netanyahus parti i Kiryat Shmona, Avivim og Dovev, skriver Times of Israel.
Det er, til trods for at Kiryat Shmonas borgmester, Avichai Stern, der selv er medlem af Likud, har været i en længerevarende konflikt med Netanyahu.
Der er sket voldsomme ødelæggelser i hans by som følge af krigen mellem Israel og Hizbollah.
Nær Gaza har vælgerne i både Sderot og Ofakim i stort omfang stemt på Likud, selv om Netanyahus regering har fået kritik for, at Hamas' angreb ikke blev afværget.
53 personer blev dræbt i Sderot 7. oktober 2023. 25 blev dræbt i Ofakim.
Det næststørste parti bliver på landsplan - ifølge den foreløbige stemmeoptælling - Gadi Eisenkots parti, Yashar. Det står til at få 21 mandater. Yashar blev etableret i 2025.
Uden for de to blokke står de arabiske partier Fælleslisten og Forenede Arabiske Liste (Ra'am).
Begge går markant frem sammenlignet med valget i 2022.
De to partier står til at få samlet 19 mandater.
Fælleslisten og Ra'am havde inden valget ti mandater tilsammen i Knesset.
RITZAU