Opdateret

Netanyahu efter angreb: Det sidste ord er ikke sagt

Efter optrapning sender Israels premierminister en advarsel til den militante bevægelse Hizbollah.

Netanyahu ses her tale til Kongressen i juli. Ifølge den israelske premierminister fortsætter striden mellem Israel og Hizbollah. Julia Nikhinson/Ritzau Scanpix

Israelske angreb i Libanon er "ikke det sidste ord", som er blevet sagt i striden mellem Israel og den libanesiske bevægelse Hizbollah.

Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi rammer Hizbollah med overraskende og hårde slag, siger Netanyahu ved et kabinetsmøde.

- Det er endnu et skridt i retning af at ændre situationen nordpå og på sikker vis at lade vores borgere vende tilbage til deres hjem.

- Og jeg gentager, at det ikke er det sidste ord.

Han hævder, at israelsk militær fik stoppet alle droner, som blev affyret mod et strategisk mål i det centrale Israel. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det fremgår ikke, hvilke mål der er tale om.

Premierministerens udtaler sig, mens lande verden over holder tæt øje med udviklingen i regionen efter en optrapning natten til søndag.

Her begyndte Israels militær nemlig at angribe Hizbollah-mål. Israel hævder, at kampfly ødelagde "tusindvis" af raketaffyringsramper i Libanon.

Israel sagde, at angrebet blev gennemført, fordi den libanesiske bevægelse Hizbollah var ved at planlægge et angreb med missiler og raketter mod Israel.

Hizbollah har på den anden side sagt, at Israel er kommet med "tomme påstande" om at have afværget et større angreb fra bevægelsen.

Den militante og politiske bevægelse sendte både droner og raketter mod Israel, og Hizbollah opnåede søndag ifølge eget udsagn målene med sit angreb.

Hizbollahs droneangreb mod Israel var et modsvar på drabet på den højtstående militærleder Fuad Shukr sidste måned. Det har den libanesiske bevægelse udtalt.

/ritzau/