Israels premierminister Benjamin Netanyahu, beskylder den militante palæstinensiske gruppe Hamas for at have overtrådt våbenhvilen med et bombeangreb, der sårede en israelsk soldat i den sydlige by Rafah onsdag.
Hamas' fortsatte afvisning af at lade sig afvæbne udgør et brud på våbenhvileaftalen, lyder det fra Netanyahu i et opslag på X.
- Hamas skal holdes fast på den aftale, de har underskrevet, som blandt andet indebærer fjernelse fra regeringsmagten, demilitarisering og afradikalisering, udtaler han.
- Israel vil reagere i overensstemmelse hermed.
En talsmand for Hamas siger ifølge Reuters, at den ueksploderede bombe er en rest, der er efterladt af det israelske militær.
Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, mødtes onsdag med repræsentanter for Hamas' ledelse for at tale om udsigterne til at komme videre til anden fase af den våbenhvile, der er indgået for Gazastriben.
Det oplyser en kilde i det tyrkiske udenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.
Israel og den militante palæstinensiske gruppe beskylder hinanden for at overtræde våbenhvilen, der blev indgået i oktober.
Ifølge Hamas har Israel dræbt over 400 mennesker i Gazastriben, siden våbenhvilen trådte i kraft.
Ved onsdagens møde i den tyrkiske hovedstad, Ankara, siger Hamas, at Israels fortsatte angreb i Gazastriben forhindrer, at parterne kan gå videre til næste fase i våbenhvileaftalen.
Hamas siger også, at der fortsat ikke kommer tilstrækkeligt med nødhjælp ind i Gazastriben. Der mangler blandt andet medicin, brændstof og materialer til at huse de mange fordrevne indbyggere.
Gruppen hævder videre at have opfyldt de krav, der er stillet til den i våbenhvileaftalen.
/ritzau/
