Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har afsluttet sin vidneforklaring i forbindelse med sine korruptionssager.

Det siger en talskvinde for Israels justitsministerium onsdag til nyhedsbureauet AFP.

Netanyahu er tiltalt i to sager, hvor han er anklaget for at have forhandlet sig til positiv medieomtale.

En tredje sag handler om, at han angiveligt skal have taget imod luksuriøse gaver fra milliardærer til gengæld for politiske tjenester. Gaverne skal have haft en værdi på over 1,7 millionerne kroner.

En fjerde anklage er blevet afvist.

Premierministeren har kaldt sagerne, hvor der i 2019 blev rejst tiltale, politisk motiverede.

Siden 2024 har Netanyahu vidnet ved 98 retsmøder.

Mange af dem er blevet forkortet eller udskudt på anmodning fra premierministerens advokat Amit Hadad.

Årsagerne har blandt andet været sikkerhedsmøder, andre pligter i regeringen eller Netanyahus helbred.

Efter at være blevet forhørt af sin egen advokat onsdag, langede Netanyahu ud efter anklagerne i sagen. Den 76-årige politiske veteran sagde ifølge israelske medier, at han havde nået afslutningen på "ti års helvede".

Han er den første siddende israelske premierminister, der er i retten i en sag om korruption.

Han er også den premierminister, der har stået i spidsen for Israel i længst tid, og han står til at stille op igen, når der er valg i Israel i oktober.

Men vejen mod endnu en periode ser ifølge målingerne ikke helt ligetil ud. En nylig måling viser, at et flertal af israelerne ønsker, at han skal forlade posten.

Blandt andet har Israel og USA's krig mod Iran været upopulær. I forhandlingerne om en våbenhvile blev Israel sat uden for døren, og der blev indgået en aftale, som mange israelere ikke ser positivt på.

/ritzau/AFP