Netanyahu advarer europæiske venner: Irans atomudmelding er meget, meget farlig

Israels premierminister opfordrer EU-lande til at genindføre hårde sanktioner mod Iran.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger søndag, at Irans udmelding om, at det vil overskride grænsen for berigelsen af uran, er et ekstremt farligt skridt. Abir Sultan/Ritzau Scanpix

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger søndag, at Irans udmelding om, at det vil overskride grænsen for berigelsen af uran, er et ekstremt farligt skridt.

Han opfordrer på ny EU til at indføre strafsanktioner mod Iran.

»Dette er et meget, meget farligt skridt,« siger Netanyahu i offentliggjorte bemærkninger til sin regering.

Han tilføjer, at Iran har brudt et højtideligt løfte aflagt til FNs Sikkerhedsråd om ikke at berige uran over et vist niveau.

»Jeg opfordrer min venner - lederne af Frankrig, Storbritannien og Tyskland, som underskrev atomaftalen med Iran - til at indføre hårde sanktioner, som de sagde de ville, hvis Iran tog dette skridt,« siger den israelske premierminister videre.

Aftalen indebærer, at de tre europæiske lande kan indlede en særlig proces, hvis de mener, Iran bryder de løfter, som landet har afgivet. Denne proces kan inden for blot 65 dage ende med, at FNs Sikkerhedsråd på ny indfører FN-sanktioner mod iranerne.

Rusland og Kina, som er allierede med Iran, kan ikke forventes at træffe sådanne foranstaltninger.

Netanyahu siger, at det iranske program med at berige uran kun er sat i værk af en eneste grund.

»Det er udelukkende for at kunne udvikle atombomber,« siger Netanyahu, som var stærkt imod atomaftalen fra 2015.

Israelske ledere har sagt, at de ikke kan leve med idéen om, at Iran får en atombombe, da de har hørt iranske ledere sige, at Israel ikke har ret til at eksistere.

/ritzau/Reuters