Nej til protester, ja til kæledyr

Arrangørerne bag OL i Beijing er kommet med en lang liste over, hvordan udlændinge skal opføre sig under de Olympiske Lege. For eksempel er demonstrationer forbudte, og det kan føre til fængsling uden retssag. I forvejen har myndighederne i Kina strammet kursen over for udlændinge, og det kan skræmme udenlandske gæster væk fra legene.

Kan I så opføre jer ordentligt! De kinesiske myndigheder har udsendt en guidebog for turister på 57 punkter, der viser, hvad de udenlandske gæster må og ikke må, under legene. Selve listen findes i øvrigt kun på kinesisk, selv om den er henvendt til udenlandske turister. Her er en gruppe turister foran den forbudte by i Beijing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Ralston/AFP

Du skal registrere dig på politistationen inden 24 timer. Du må ikke rejse, hvor du vil. Du må ikke have bøger eller lignende, som er kritiske over for Kina, med i tasken. Hvis du har psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme, kan du i det hele taget godt glemme at komme ind i Kina. Kort sagt – velkommen til OL i Beijing.

Arrangørerne bag de Olympiske Lege i Kina, Beijing Organizing Committee (BOCOG), er kommet med det de kalder en guidebog over, hvordan udlændinge skal opføre sig under OL. Det er en liste på 57 punkter, der viser, hvad de udenlandske gæster må og ikke må. Selv om listen i øvrigt er skrevet til udlændinge, findes den kun på kinesisk.

Det er en omfattende liste, der skal minde de cirka 450.000 udenlandske besøgende om, at bureaukrati, kontrol og sikkerhed stadig er en del af hverdagen i Kina:

»Udlændinge skal overholde de kinesiske love og må ikke være til skade for landets sikkerhed, offentlighedens interesser eller ødelægge den offentlige ro og orden.«

De 57 punkter er skrevet som spørgsmål. For eksempel som i punkt 13, hvor spørgsmålet lyder: »Hvilke varer og ting må man ikke tage med ind i Kina?«

Svaret lyder blandt andet, at »film, fotografier, optagelser, bånd, videoer, laserdiske, CDer, memorysticks eller lignende medier med indhold som kan være skadelig for den kinesiske regering, økonomi eller kultur« skal blive hjemme.

Til gengæld må man gerne tage sit kæledyr med. Dog højst ét dyr per person.

Ingen med sexsygdomme
Et andet af punkterne er, at udlændinge ikke kan rejse frit rundt i Kina. Og hvis man ikke har de rigtige tilladelser, bør man ikke rejse til de områder, hvor udlændinge ikke har lov til at tage hen.

I et andet punkt står der også, at udlændinge altid skal have de »relevante dokumenter« på sig, og at politiet til enhver tid har ret til at tjekke udlændinges pas og andre papirer. Der står også, at man ved ankomsten skal registrere sig på den lokale politistation inden for 24 timer.

I punkt otte står der, at folk med psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme ikke kan komme ind i landet.

Heller ikke hvis man er ude på at lave »forfærdelige, voldelige og omvæltende aktiviteter«. Eller hvis man er ude på at »skade landets sikkerhed«. Det er højst sandsynligt en direkte hentydning til for eksempel menneskeretsgrupper eller pro-tibetanske grupper, som centralregeringen er bange for vil lave demonstrationer under legene.

Hvis man ikke overholder reglerne, og for eksempel deltager i en demonstration, kan man blive fængslet uden retssag.

Zhang Huiguang, der er leder af turistadministrationen i Beijing, indrømmede på en pressekonference i sidste uge, at de mange nye og strammere regler samt den dårlige omtale af Kina kan få udlændinge til at holde sig væk fra legene.

Blandt andet har de voldelige optøjer i Tibet og i naboprovinserne givet dårlig omtale af Kina. Det bredte sig til internationale protester mod den olympiske fakkel, da den var på rundtur i Europa, USA og flere lande i Asien.

På det seneste har myndighederne også strammet kursen over for udlændinge i landet. Politiet standser udlændinge på gaden eller besøger dem i deres hjem for at undersøge pas og visum. Samtidig er det blevet sværere at komme ind i Kina, og det er gået ud over især studerende og forretningslivet, der har protesteret højlydt over de strammere visumregler.

I alt regner Zhang Huiguang med, at der kommer mellem 450.000 og 500.000 udenlandske gæster til Beijing i august. Men i samme periode sidste år var der 420.000 udenlandske turister i Beijing. De Olympiske Lege giver altså kun en mindre stigning i antallet af udenlandske turister.

Masser af hotelværelser
Det kan man også mærke på byens hoteller. En rundringning til 30 hoteller viser, at de stort set alle har ledige værelser.

Det er kun de femstjernede hoteller, som er ved at være udsolgte. Blandt andet på Zholong Hotel, hvor en suite koster mere end 6.000 kroner per dag. Derudover er der et servicegebyr på 15 procent, der kommer oven i prisen, der ikke inkluderer morgenmad. Samtidig kan man kun leje værelset, hvis man booker det under hele OL.

Det er BOCOG, som har lejet de fleste af værelserne på de tre, fire og fem-stjernede hoteller. Det har de gjort for at huse de mere end 50.000 registrerede gæster – journalister, atleter, medlemmer fra den Internationale Olympiske Komite, sponsorer – der kommer til OL. Men de fleste hoteller med mindre end fem stjerne har stadig ledige værelser.