Nej, Obama er ikke terrorist

Først var der hans mellemnavn. Så hans cigaretter. Nu har selv Fox News måttet undskylde, at de spredte løgnehistorien om, at Barack Obama blev hjernevasket på en islamistisk skole som seks-årig. Den var alligevel for tyk.

Barack Obama som sovende terrorcelle?

Sådan lød den underliggende beskyldning, da medier på den amerikanske højrefløj for nylig fortsatte deres offensiv imod den demokratiske præsidentkandidat.

Ifølge sensationsmagasinet Insight -- ejet af Moon-bevægelse -- gik Barack Obama fire år i en fundamentalistisk muslimsk skole i Indonesien, en såkaldt madrassa, fra han var seks år gammel, til han var ti.

På skolen skulle han være blevet opdraget i den wahabitiske ånd, der ikke giver rettigheder til ikke-muslimer. Obama var med andre ord en ekstremistisk muslim.

Den konservative TV-station Fox News gjorde historien til ugens vigtigste og opfordrede flere gange Obama til at være »ærlig« om sin fortid. Den højreradikale kommentator Mark Steyn gik et skridt videre og tog afsløringen som bevis for, at Obama var hjernevasket af »radikale muslimer« og havde »afsluttet« en uddannelse på»The Sword of the Infidel Slayer grade school«.

Løgn

Problemet var, at afsløringen var løgn fra ende til anden. Som altid havde Insight tilsyneladende selv fundet på historien. Som altid havde Fox News udnyttet muligheden for at stille Demokraterne i et dårligt lys. Og som altid tog Mark Steyn fejl.

Hverken han eller Insight har undskyldt deres anklager, og det nægtede de mange TV-værter, der omtalte sagen på Fox News, også i første omgang. I weekenden gjorde deres chef det så for dem:

»Værterne brød en af vores grundlæggende regler: Nemlig at man skal vide, hvad man taler om,« sagde en brødbetynget John Moody - TV-stationens vicepræsident - til New York Times.

Selv avisen Washington Times, der ligesom Insight ejes af Moon-bevægelsen, har erklæret historien for at være ondsindet sladder. Ledelsen på Washington Times har instrueret sine redaktører til aldrig at måtte bruge Insight som kilde. Den har tillige skrevet til Barack Obama og forsikret, at avisen intet har med sagen at gøre. Et tilsvarende brev er gået til en anden demokratisk præsidentkandidat, Hillary Clinton, der også var en del af Insights Obama-historie. Magasinet påstod, at det var hendes lejr, der havde opsporet oplysningerne om Barack Obamas fundamentalistiske fortid med henblik på at bruge dem i valgkampen. Dermed fik de sværtet ikke bare en, men to demokrater til med samme historie.

»Men det hele er pure opspind,« lød reaktionen fra Hillary Clintons talsmand, Howard Wolfson.

Barack Obama har for egen regning anklaget Insight og Fox News for at være ude i ondt ærinde.

Katolsk skole

Virkeligheden er, at han som seks-årig flyttede til Jakarta med sin mor og sin indonesiske stedfar. De første to år gik han i katolsk skole. De næste to i en almindelig folkeskole. Både CNN og ABC News har besøgt skolen og bekræftet, at det ikke er en hjernevaskende madrassa. Obama og hans mor har altid betragtet sig selv som kristne. Hans biologiske far var ateist, hans forhenværende stedfar ikke-praktiserende muslim.

Redaktør Jeffry Kuhner fra Insight fastholder dog alle oplysninger, men nægter at oplyse sin reporters kilder. Mere usædvanligt nægter han endda at oplyse identiteten på sin reporter.

Anonymt

Historien er skrevet anonymt med brug af udelukkende anonyme kilder. Det er fast praksis på Insight, men manglen på dokumentation og afsender bør ikke give anledning til tvivl, mener redaktøren:

»Mine reportere skal give mig deres ord på, at deres oplysninger er rigtige. De skal sige, 'det er solidt, Jeff'.«

Hvad kan man uddrage af sådan en omgang giftigheder? Fem ting:

1. At Insight ikke er til at stole på.

2. At den amerikanske valgkamp er i fuld gang.

3. At der på den yderste højrefløj i USA eksisterer en hadefuld sump af kommentatorer og bloggere, som vil gøre alt for at stoppe deres politiske modstandere.

4. At de frygter Hillary Clinton, der fører i meningsmålingerne, men måske i endnu højere grad Barack Obama. Madrassa-historien følger i kølvandet på to andre hadefulde angreb på den populære senator. Først spredte der sig en forfærdelse på den anti-muslimske højrefløj over hans mellemnavn - Hussein. Siden blev det gjort til et problem, at han ryger cigaretter.

Og den femte lære? I mangel på enten evner eller vilje til at svare igen med samme metoder, ruster Demokraterne sig i stedet til at kunne tilbagevise sådanne historier, så snart de begynder at cirkulere på nettet og Fox News. Det er læren fra 2004, forklarer en Clinton-medarbejder, Harold Ickes, til Newsweek. Dengang formåede de såkaldte »Swiftboat-veteraner« uden nogen form for dokumentation at så tvivl om den demokratiske præsidentkandidat, John Kerrys, heltegerninger fra Vietnamkrigen.

Det er ikke længere nok, forklarer Ickes, at slå løgnehistorier af den art tilbage ved at henvise til, at de er - løgnehistorier. De skal slås til jorden omgående, og deres skrupelløse bagmænd udstilles.