Nej, jeg er ikke spion… Det passer altså!

Kina er kommet langt, siden Kulturrevolutionen begyndte for præcis 50 år siden. Men nogle ting er stadig ved det gamle.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af mine år i Kina er jeg stødt på spørgsmålet en lille håndfuld gange: »Er du så spion?« I et par af tilfældene nævnt med et glimt i øjet. Men én enkelt gang sagt i fuld alvor. Det var på en reportagetur i de nordøstlige egne. Jeg sad i taxaen på vej til et museum og mindesmærke til markering af nogle af de uhyrligheder, der fandt sted i regionen under den japanske besættelse.

Taxachauffører i provinsen er gerne glade for en sludder, og denne var ingen undtagelse. Vi snakkede om løst og fast, før samtalen tog en uventet og temmelig akavet drejning. Jeg kunne kinesisk og var journalist, så ergo måtte jeg være spion, kom det pludselig fra chaufføren. Det var formuleret som et spørgsmål, men lød mere som en konstatering.

Og hvad svarer man så til det? Det er jo nok de færreste spioner, der ville bekende kulør i den situation. Så nu, hvor anklagerne var bragt til torvs, hang dommen over mit hoved. Jeg kastede mig ud i et febrilsk forsøg på en afvisning og forklaring om pressens rolle i mit hjemland.

Reaktionen var udtalt skepsis og hovedrysten; der blev ikke sagt meget på resten af turen.

Nu er nysgerrige og meget direkte henvendelser fra tilfældige kinesere ingen sjældenhed, når man som udlænding bevæger sig rundt i landet. Så der skal lidt til at overraske, hvilket jeg ikke skal lægge skjul på, at jeg blev. Men måske var spørgsmålet ikke så besynderligt igen. I Kina har staten og medierne under Kommunistpartiets ledelse traditionelt kørt parløb, og der har altid været en frygt for infiltrering udefra. Blot mere før end nu.

Taxachaufføren var en mand i slutningen af halvtredserne eller starten af tresserne.

Han var gammel nok til at huske en tid, hvor Kina stadig var isoleret fra resten af verden – og hvor fremmede elementer blev fremhævet som en trussel. De xenofobiske fjendebilleder startede med at omhandle Vesten anført af USA. Efterfølgende faldt også Sovjet i unåde, og en decideret klapjagt på alt udenlandsk fandt sted under Mao Zedongs Kulturrevolution.

Men det er mange år siden. Kina har åbnet sig mod omverdenen og lukket udlandet ind. Få lande har fået lige så meget ud af globaliseringen og internationale handelsaftaler som Kina. Derfor kan det undre, at den kinesiske stat igen puster til frygten for det fremmede.

Sidste måned afholdt Kina for første gang en national dag for sikkerhedsuddannelse.

Den skal være med til at skabe større bevidsthed i befolkningen om potentielle trusler mod nationens sikkerhed. Offentligt ansatte skal blive bedre til at indrapportere mistænkelig adfærd og forebygge spionage, fremgik det bl.a. af materiale uddelt i forbindelse med kampagnen.

I Beijing kunne man på husvægge og i metroen se tegneserien »Farlig kærlighed« om kinesiske Xiao Li, der bliver forelsket i udenlandske David. Begge ender i håndjern, fordi David er spion og lister hemmelige dokumenter ud af sin godtroende kæreste.

Ved samme lejlighed offentliggjorde Kinas Ministerium for Sikkerhed en række animerede videoer med samme tematik.

Her dukker James Bond, Batman og sågar Adolf Hitler op i et lettere rodet handlingsforløb, hvor hovedbudskabet dog ikke er til at tage fejl af: Vær på vagt over for spioner. Selv i kinesiske skoler er emnet kommet på skemaet. Avisen Wall Street Journal har beskrevet, hvordan skoler i storbyen Nanjing er begyndt at undervise i nationale sikkerhedsforhold. Det sker bl.a. ved find-en-spion-rollespil, hvor nogle elever klæder sig ud, og andre skal gætte, hvem der er spionen.

»Det er meget populært blandt eleverne og meget effektivt,« fortæller en skoleleder til avisen.

De mange tiltag og oplysningskampagner kommer i forlængelse af ny lovgivning på området. I 2014 fik Kina en kontraspionagelov, der blev efterfulgt af en national sikkerhedslovgivning sidste år, mens en ny lov om regulering af udenlandske NGOer blev vedtaget tidligere i år.

Fælles for dem er, at de ikke gør meget ud af at forklare, hvad national sikkerhed er, eller præcis hvordan man overtræder reglerne. Lovene er derfor blevet kritiseret for at være gummiparagraffer, der kan bruges, når det måtte være belejligt.

Tidligere på året blev en svensker udvist fra Kina – beskyldt for at have »finansieret kriminelle handlinger til skade for Kinas nationale sikkerhed«. Han var ansat ved en NGO med fokus på menneskerettigheder. Efter tre uger i et kinesisk fængsel blev han sat til at bekende sine synder på nationalt TV og efterfølgende smidt ud af landet.

Den type offentlig gabestok er heller ikke noget nyt fænomen i Kina. Samme metode blev brugt flittigt under Kulturrevolutionen, der denne måned startede for præcis 50 år siden. Kina er kommet langt siden, men nogle ting er stadig ved det gamle.