»Nej betyder ja, og ja betyder anal«

400.000 mandlige studerende i USA er medlemmer af et fraternity. De drikker som gale, de dumper, og de begår tre gange så mange voldtægter som andre. Nu har universiteterne fået nok.

Delta Tau Delta-broderskabet på Wabash College i universitetsbyen Crawfordsville, Indana, holder til i Cole Hall – et typisk eksempel på de store ejendomme, broderskaberne råder over. Her døde en førsteårs­studerene af druk tidligere på året. Foto: A.J. Mast/New York Times Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TUCSON: Politiassistent Justin Cotton kørte forbi huset klokken 23.30, og han hørte pumpende musik, og han hørte mænd, der råbte. Han var ikke overrasket.

Han var heller ikke overrasket over at se en taxi-kortege, som læssede kvinder af, og at alle kvinderne var unge og iklædt små sorte nederdele, som han noterede i sin rapport.

Kvinderne gik ind i bygningen gennem en sidedør, og ved hoveddøren stod en ung mand »som look-out«, skrev Cotton. Han skulle holde øje med, om politiet eller andre uindbudte gæster dukkede op – og så skulle han slå alarm.

»Det var alt sammen ganske normal adfærd,« skrev politiassistenten.

Broderskab

Tæt på 400.000 unge amerikanske mænd er medlemmer af et fraternity, et broderskab af mandlige universitetsstuderende, og det er en institution, der er næsten lige så gammel som nationen. Det første broderskab opstod i 1825, det tog græske symboler som sit navn og svøbte sig i ædle hensigter, medlemmerne kaldte hinanden »brødre« som en livslang titel, og i dag er der 5.626 forskellige græske fraternities på 800 campusser.

Er det en god ide? Svaret afhænger af hvem, man spørger, og tilhængere og modstandere har hver deres stak af statistikker.

Tilhængerne peger på, at 43 af de 50 største virksomheder i USA er ledet af brødre, og at 85 procent af alle chefer i de 500 største virksomheder er brødre. 40 ud af 47 højesteretsdommere har siden 1910 været brødre, og 76 procent af alle kongresmedlemmer er brødre. Der er noget i broderskabet, siger tilhængerne – noget, der fører til noget.

Modstanderne har også deres statistikker: 75 procent af brødrene deltager i voldsdruk, 50 procent af dem dumper til eksamen, og 26 procent af deres ledere kommer ud for alkohol­relaterede ulykker. Brødrene begår 300 procent flere voldtægter end andre mandlige studerende, og kvinder, der fester med brødrene, kommer ud for 76 procent flere voldtægter. Siden 2005 har der officielt været 65 dødsfald i broderskaberne, men reelt mange flere. Der er noget i broder­skabet, siger modstanderne – noget, der fører ad helvede til.

»Michael, er du OK?«

De to unge mænd stavrede ud af broder­skabets hus. De var begge 19 år, de var begge i gang med deres første år på University of Arizona, og de var begge stive.

Men som politiassistent Cotton skrev – det var »ganske normal adfærd« for medlemmerne af Phi Gamma Delta« på campus i Tucson, og universitetslederne havde gennem årene set gennem fingre med det.

»Drenge er nu engang drenge,« som de sagde.

De to unge mænd gik tilbage til deres kollegium, og her fik de en af den slags ideer, som ikke er født af ædruelighed: De kravlede ud af et vindue på anden sal, op på et gitter og svingede sig op på bygningens tag, og der stod de og fik endnu en uædruelig ide:

På det flade tag rejste sig et syv meter højt luftkølingstårn af tyndt metal, og hvorfor ikke kravle op på toppen af det? De kravlede derop og stod et øjeblik og svajede i nattevinden og beundrede udsigten over Tucson. Pludselig var den ene ved at miste balancen. Han bøjede ned i knæene for at genvinde balancen, og hans abrupte bevægelse fik tårnet til at svaje. Da han rejste sig op igen, kunne han ikke få øje på sin makker. »Michael,« råbte han, »er du OK?«

Der var intet svar.

»Animal House«

I 1978 i »Animal House« gjorde John Belushi broderskab lig med sjov fuldskab, og filmen var med til at farve en generation af unge og opfattelsen af fraternities. Generationen fra 1968 blev til degenerationen fra 1978, broder­skaber blev til godartet vildskab, et slags mensurar for de bedre klassers børn.

Men det har ændret sig, og det har ændret sig i år.

I januar offentliggjorde Det Hvide Hus en rapport, der blotlagde en epidemi af voldtægter på amerikanske universiteter – en ud af fem kvindelige studerende bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg – og selv om Det Hvide Hus ikke sagde noget om broderskaber, var andre hurtige til at gøre det. Bloomberg News skrev i en leder, at hvis universiteterne ville gøre noget ved det, skulle de forbyde broderskaber, og forfatteren Jessica Valenti hængte eliteuniversitetet Wesleyan til tørre for at have et fraternity med øgenavnet »voldtægtsfabrikken« og et andet broderskab med det uofficielle slogan: »Nej betyder ja, og ja betyder anal.«

Forfatteren Caitlin Flanagan skrev en 30 sider lang og dybdeborende artikel i Atlantic, og hun efterlod et pinagtigt portræt af hvide unge mænd med fars penge og uden kontemplative kvaliteter, den slags med bule i bukserne og baglommen, og i videnskabelige tidsskrifter har der været en kaskade af artikler, der kædede brødrene sammen med homofobi, sexisme, alkoholmisbrug, vold over for kvinder, seksuel promiskuitet og voldtægt.

Pludselig er »Animal House« ikke så morsom længere, og pludselig læser amerikanerne – og især universitetslederne – nyhederne på en anden måde.

Og tag bare de seneste to ugers nyheder om græske brødre. Natten til fredag drak et medlem af Kappa Sigma Delta sig ihjel på West Virginia University. Sidste weekend blev to kvinder forgivet med voldtægtsdrinks ved en fest hos Phi Kappa Psi på Brown University. Samme weekend blev en 16-årig pige voldtaget af to mænd på et badeværelse hos Sigma Alpha Epsilon på Johns Hopkins University.

I sidste uge blev en kvinde voldtaget hos Pi Kappa Alpha på California Polytechnic. Hun var bedøvet af druk og kunne først dagen efter huske begivenhederne. I sidste uge blev en kvinde voldtaget hos Sigma Alpha Epsilon på Emory University, og i sidste måned fortalte to kvinder om voldtægt hos Phi Kappa Tau på Georgia Tech. CNN afslørede en e-mail fra broderskabet, og heri forklarede en leder sine medlemmer om, hvordan de kunne »bedøve et voldtægtsbytte« med masser af alkohol og tage deres ret.

Det er blot et udpluk af to ugers fraternity-begivenheder, og det nye er ikke, at de sker, men det nye er, at medierne skriver om dem, og at universiteterne reagerer.

På hver eneste af de nævnte institutioner har ledelsen grebet ind over for broder­skaberne og suspenderet dem, og presset fra offentligheden har været for at gøre mere, ikke mindre, og det er også nyt. Drenge er ikke længere bare drenge.

Pøl af blod

Tidligt om morgenen 4. april – klokken 3.55 – fik politiassistent Alvaro Hernandez et opkald fra alarmcentralen: En faldulykke på toppen af et kollegium.

Han kravlede op på taget og fandt Michael Anderson med hul i hovedet og liggende i en pøl af sit eget blod. En obduktion viste, at han havde en promille på 1,96, at han havde røget marihuana, og at der også var spor af et stof, som normalt bliver brugt til at modvirke en heroinoverdosis. Dødsårsagen var »et hårdt slag mod hovedet ved fald«, fremgår det.

Det kunne for så vidt have været hele historien, og det ville det førhen have været. Tre år tidligere var et andet fordrukkent medlem af Phi Gamma Delta i Tucson død. Den pågældende drak sig ihjel i et drikkespil i det samme klubhus, som Michael Anderson i nat havde festet i. Måske var det erfaringen fra dengang, måske var det rapporten fra Det Hvide Hus og den nye retning i debatten, og måske var forklaringen bare, at sagen havnede hos en betjent, der ville til bunds i den. For der skete noget, som politirapporten afslører.

Berlingske har søgt og fået aktindsigt i al efterforskningsmaterialet fra politiet i Tucson, og det afslører anatomien af, hvad der – ifølge rapporten – var en ganske almindelig aften hos Phi Gamma Delta, men med en ulykkelig ualmindelig afslutning.

Broderskabet var kendt som »Party Central« på campus og havde ry for at skænke alkohol for alle – og det trækker især yngre mennesker til, for lavalderen for at drikke alkohol i det omkringliggende USA er 21 år.

Torsdag 3. april skulle der igen være fest. Medlemmerne af Phi Gamma Delta samlede penge ind til alkohol, og der skulle være rigeligt, for »vi skal ikke være til grin over for vores gæster,« sagde broderskabets præsident, Spencer Shugrue, til dem. Han tog pengene og købte alkohol – han var over 21 år. Broderskabet havde indbudt unge kvinder til aftenens fest, og Phi Gamma Delta sendte taxier over til kollegierne for at hente dem.

Vidner fortalte, at der var alkohol og marihuana galore, og at Michael Anderson havde været der, og han havde været »stangstiv«. Men lederne af broderskabet forsøgte først at benægte det. De fortalte til politiet, at der ikke havde været fest, at Michael Anderson ikke havde været der, at der ikke havde været alkohol, og at man i øvrigt havde »nul tolerance« over for alkohol og marihuana.

Nogle få dage senere tog medlemmerne deres pæneste tøj på og holdt en vel­publiceret mindehøjtidelighed for Michael Anderson.

»Han blev først medlem for kort tid siden, men selv om vi kun fik ganske få måneder sammen med ham, vil vi aldrig glemme ham,« sagde Spencer Shugrue ifølge universitetsavisen. Han nægtede i øvrigt at kommentere forlydender om fest.

»At sprede rygter og sladder – det er det værste, man kan gøre i sådan en situation,« sagde han.

Politiassistent John Dorer troede ikke på ledernes benægtelser. Han fik en dommerkendelse til at beslaglægge brødrenes e-mail og fandt en e-mail fra Spencer Shugrue til medlemmerne. Den var skrevet i timerne efter ulykken og hed:

»Hvis du bliver kontaktet af politiet – lad være med at sige noget som helst om alkohol i huset,« skrev han.

Bl.a. ved at bruge løgnedetektor­undersøgelser fandt han frem til sandheden, og i juli blev syv medlemmer anholdt og sigtet for falsk vidneforklaring, kort efter blev præsidenten og vicepræsidenten sigtet for at servere alkohol for mindreårige, de lokale medier slog sagen stort op, og i august kørte en TV-station over to aftener en dybde­borende rapport om sagen.

I september besluttede universitetet at forbyde Phi Gamma Delta på campus, klubhuset er nu udlejet som kollegieværelser, og tilbage er kun ordene fra ofrets far:

»Det skulle være lukket for mange år siden.«

Frygter søgsmål

Phi Gamma Delta er ikke et enestående tilfælde og heller ikke enestående slemt, langt fra, og det er heller ikke længere enestående, at universitetet griber ind. Som professor Elizabeth Armstrong siger til Inside Higher Ed: »Det har stået på i 20 år, og universiteterne har kendt til det i 20 år, og nu sker der endelig noget.«

Forklaringen er den opmærksomhed, som Det Hvide Hus har skabt om broder­skaber og voldtægt, siger hun, og det får søgsmålene til at regne ned over de universiteter, der ser gennem fingre med dem – og opmærksomheden og søgsmålene er det værste, der kan ske for universiteterne, der lever af de undervisningsafgifter, som de studerende betaler.

Og hvilken far og mor vil betale 60.000 dollar om året for at sende en datter til et universitet, der som Wesleyan får ry for at holde hånden over voldtægter og fordrukne faldulykker?

Derfor besluttede Wesleyan også i sidste måned de facto at forbyde broderskaber, og andre kvalitetsuniversiteter ville ønske, at de også turde gøre det, skriver Inside Higher Ed.

John Belushi ville ikke have meget at komme efter, hvis han kom tilbage fra den overdosis, der kostede ham livet. 1978-degenerationen er forbi.