Nedstyrtet AirAsia-fly fløj uden tilladelse

Det passagerfly, der søndag styrtede ned i Javahavet, fløj tilsyneladende uden tilladelse fra de indonesiske luftfartsmyndigheder.

Læs mere
Fold sammen

INDONESIEN: AirAsia-flyet, der søndag styrtede ned i Javahavet, havde tilsyneladende slet ikke lov til at flyve på ruten mellem Surabaya i Indonesien og Singapore.

Det siger de indonesiske transportmyndigheder ifølge Reuters.

AirAsia havde tilladelse til at foretage ruteflyvninger fire dage i løbet af ugen, men ikke om søndagen, hvor flystyrtet fandt sted, og hvor alle 162 passagerer og besætningsmedlemmer blev dræbt.

De indonesiske myndigheder har derfor suspenderet alle AirAsia-flyvninger mellem Surabaya og Singapore.

»Vi vil undersøge AirAsias ruteplaner,« siger Djoko Muratmodjo, der er chef for de indonesiske luftfartsmyndigheder, som efterforsker flystyrtet.

»Det er muligt, at AirAsias licens i Indonesien bliver trukket tilbage,« siger han yderligere.

Eftersøgningshold, som leder efter det nedstyrtede passagerfly, har natten til lørdag fundet to store objekter i Javahavet.

De to objekter befinder sig omkring 30 meter under havets overflade, og det forsøges nu at tage billeder af objekterne ved hjælp af fjernstyrede undervandsfartøjer.

Indtil videre er 30 lig blevet bjærget.