Nederlag kan få store konsekvenser for Donald Trump: Rådgiver skal fortælle, hvad han ved

En dommer har rettet et hårdt slag mod Donald Trump. Et slag, der kan få store konsekvenser for Ukraine-sagen. Blandt andet fordi en række prominente tidligere såvel som nuværende medarbejdere i Det Hvide Hus nu også risikerer at blive indkaldt for at vidne i Kongressen.

 

Den tidligere rådgiver i Det Hvide Hus Donald McGahn er blevet dømt til at vidne i Kongressen under de igangværende rigsretshøringer.

Det har en dommer afgjort, selv om Det Hvide Hus har hævdet, at Donald McGahn har »absolut immunitet«, idet han har været en af præsidentens nærmeste rådgivere.

Afgørelsen kan få store konsekvenser for Donald Trump. Af flere årsager:

For det første arbejdede Donald McGahn helt tæt sammen med præsidenten frem til oktober 2018 og vil muligvis fortælle, hvordan Donald Trump forsøgte at forhindre Robert Muellers tidligere Rusland-undersøgelse i at gøre sit arbejde. Det skriver avisen The New York Times.

For det andet – og det er måske vigtigere – kan det betyde, at nogle meget centrale og prominente vidner ligeledes vil blive tvunget til vidne i den såkaldte Ukraine-sag. Højtstående personer i Trump-regeringen, bl.a. tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton og stabschef Mike Mulvaney, har endnu ikke været i vidneskranken.

Det Hvide Hus har anmodet dem om ikke at dukke op. De har været så tæt på Donald Trump, at de bør være immune ligesom præsidenten selv, argumenterer Donald Trumps folk. Efter at McGahn er blevet dømt til at vidne, vokser sandsynligheden dog formentlig for, at også Bolton, Mulvaney og andre vil blive beordret til at fortælle, hvad de ved. Og det kan ramme præsidenten.

»Præsidenter er ikke konger,« skrev dommeren Ketanji Brown Jackson i sin 120 sider lange afgørelse. Præsidentens ansatte ligger under for USAs forfatning og ikke deres arbejdsgiver.

Demokraten Adam Schiff, formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, kalder afgørelsen for »en betydningsfuld sejr«.

Det er dog usikkert, hvor længe Demokraterne vil vente på, at domstolene tager stilling til, om flere af Donald Trumps nærmeste skal vidne. Justitsministeriet har appeleret afgørelsen, og det kan derfor komme til at tage måneder, inden der falder en endelig afgørelse i sagen om McGahn. Sagerne om Bolton og Mulvaney ventes også at kunne trække i langdrag, hvis der bliver appeleret. Og det har Demokraterne næppe tålmodighed til.

Allerede senere i denne uge forventes Demokraterne at præsentere en rapport, der skal argumentere for, hvorfor præsident Trump skal stilles for en rigsret. Kort tid derefter ventes Repræsentanternes Hus at skulle stemme om, hvorvidt Donald Trump skal for en rigsret.

Hvis præsidenten skal afsættes, kræver dette dog i sidste ende opbakning fra to tredjedele af Senatet, hvilket virker usandsynligt, eftersom Republikanerne i Senatet har et lille flertal.

Opdatering: Det er tilføjet til artiklen, at Justitsministeriet ønsker at anke afgørelsen.