Neddæmpet underskrift på EU-traktat

BRUXELLES: I lyntempo skrev EU-landenes politiske ledere torsdag i Lissabon under på den nye reformtraktat, der samler stumperne efter den kuldsejlede forfatningstraktat.

Under en forholdsvis kort ceremoni i det historiske Jeronimus-kloster i den portugisiske hovedstad satte stats- og regeringscheferne samt udenrigsministrene torsdag deres underskrift på den nye EU-traktat, der skal træde i kraft i 2009, hvis alle 27 medlemslande ellers godkender den gennem en ratifikation.

Da det kun er Irland, som skal holde folkeafstemning om traktaten, er chancen for en godkendelse langt større end med EU-forfatningen, som de franske og hollandske vælgere sagde nej til ved folkeafstemninger i forsommeren 2005.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy lovede i går, at reformtraktaten vil blive ratificeret hurtigt af det franske parlament, og at Frankrig dermed ikke endnu en gang vil skabe en krise i det europæiske samarbejde.

»Med denne traktat overvinder vi krisen,« sagde han.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) skrev under på Danmarks vegne lige som de i Rom i 2004 skrev under på EU-forfatningen. Men regeringen agter i modsætning til forfatningstraktaten ikke at lægge den nuværende traktat ud til en afstemning hos vælgerne.

Der var i Lissabon tydelig lettelse over, at man nu måske har sat det det endelige punktum for seks års strid om en modernisering af EU-systemet, så kun få svang sig op til historiske ord. Men EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso noterede sig alligevel, at den nye traktat er den første, som er skrevet under af de nye medlemslande fra det tidligere Central- og Østeuropa.

»Europa er i dag forenet fra Atlanten til Sorte Havet,« sagde Barroso.

Ellers stjal den britiske premierminister Gordon Brown i stor grad billedet ved at blive væk fra selve underskriftsceremonien. I stedet var det kun den britiske udenrigsminister David Miliband, der skrev under på Storbritanniens vegne. Browns undskyldning var, at han havde vigtige møder i parlamentet.

Diplomater fra de øvrige EU-lande betragtede Browns fravær som endnu et eksempel på, at Brown ikke vil engagere sig i Europa.