Stabscheferne i den vestlige militæralliance Nato er lørdag samlet, mens der er stort fokus på en række landes meldinger om russiske krænkelser af Natos luftrum.

Ved mødet i Natos Militærkomité, der har været planlagt igennem et stykke tid, siger admiral og formand for komitéen Giuseppe Cavo Dragone, at Nato støtter alle lande, der har oplevet luftrumskrænkelser.

- I dag udtrykker jeg fuld og utvetydig solidaritet med alle allierede, hvis luftrum er blevet krænket, siger Dragone ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Alliancens reaktion har været robust og vil blot fortsætte med at blive styrket.

- Disse handlinger er eskalerende, skødesløse og sætter liv i fare, og Rusland har det fulde ansvar, lyder det videre fra admiralen.

Rusland har løbende afvist at stå bag.

En lang række lande har meldt om luftrumskrænkelser. Det gælder blandt andet Polen, Finland, Letland, Litauen, Norge og Rumænien. Flere har oplevet krænkelser med russiske militærfly.

Danmark har den seneste uge meldt om droneflyvninger ved blandt andet lufthavne. Myndighederne har ikke konkluderet, hvem der står bag. Det vides heller ikke, om der er tale om en eller flere personer eller aktører.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), sagde tidligere på ugen:

- Jeg kan i hvert fald ikke afvise på nogen som helst måde, at det er Rusland.

Både Ruslands ambassadør i Danmark og Kreml-talsperson Dmitrij Peskov har afvist, at Rusland står bag.

Der ventes pressemøde klokken 18.00 i aften efter mødet i militærkomitéen, som rådgiver Det Nordatlantiske Råd om militærstrategi.

/ritzau/