Nato til kamp mod havets menneskesmuglere

Krigsskibe fra Nato-alliancen skal på en ny mission bidrage til overvågning af farvand og hjælpe i kampen mod menneskesmugling på Middelhavet.

Det meddeler Natos generalsekretær, som lørdag på et topmøde i Warszawa sætter navn på en ny mission i Middelhavet.

Den skal hedde "Sea Guardian".

- Vi vil indsætte en ny sikkerhedsoperation i Middelhavet. Operation "Sea Guardian", sagde Jens Stoltenberg.

Operationen får et bredt mandat. Den skal blandt andet sørge for overvågning af farvand og bidrage til bekæmpelsen af menneskesmugling og terror.

"Sea Guardian" er en videreførelse - på et nyt mandat - af operationen "Active Endeavour".

/ritzau/