Nato-soldat er dræbt af selvmordsbomber i Afghanistan

Taliban har taget skylden for angreb torsdag mod konvoj nær USA's største militære base i Afghanistan.

Kabul. En Nato-soldat er dræbt og seks andre er såret i et selvmordsbombeangreb torsdag mod en konvoj nær luftbasen Bagram i Afghanistan.

Det oplyser Nato i en meddelelse. Offerets nationalitet er ikke oplyst.

Bagram, der ligger cirka 50 kilometer nord for hovedstaden Kabul, er det amerikanske militærs største base i Afghanistan

Taliban har på sociale medier taget skylden for angrebet. Onsdag dræbte oprørsbevægelsen to amerikanske soldater i den sydlige provins Kandahar.

/ritzau/Reuters