Nato og EU udstikker kursen for tættere samarbejde

Nato og EU har identificeret i alt 40 tiltag på syv forskellige områder, hvor de kan samarbejde tættere.

Et stærkere Nato er godt for EU, og et stærkere EU er godt for Nato, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg (til højre). EU's udenrigschef, Federica Mogherini, har også deltaget i mødet. Scanpix/John Thys Fold sammen
Læs mere

Bruxelles. Nato og EU skal samarbejde tæt om at dæmme op for trusler, der rettes mod medlemslandene til lands, til vands og i cyberspace.

De to vestlige organisationer blæser blandt andet til kamp mod misinformation, der spreder sig på sociale medier.

Nato og EU skal også udvide samarbejdet i Middelhavet om at bekæmpe menneskesmuglere ud for Libyen.

Samtidig skal de arbejde på at sikre, at militært udstyr, der udvikles af medlemslande i både Nato og EU, kan bruges i operationer udført af begge organisationer.

Det er blot nogle af i alt 40 konkrete tiltag på syv forskellige områder, som Nato og EU har identificeret i et langt tættere samarbejde end hidtil.

Tiltagene er led i udmøntningen af en aftale, der blev indgået mellem Nato og EU på Nato-topmødet i Warszawa i juli.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at Europa og Nordamerikas sikkerhed hænger sammen.

- Et stærkere Nato er godt for EU, og et stærkere EU er godt for Nato, siger Stoltenberg.

Han siger, at hverken Nato eller EU, der har 22 fælles medlemslande, har alle de nødvendige værktøjer for at besvare en ny tids mange trusler.

- Derfor bliver vi nødt til at samarbejde, siger Jens Stoltenberg.

Det er helt afgørende for vores sikkerhed med stærke bånd over Atlanterhavet, lyder generalsekretærens analyse:

- Stærke bånd mellem Nato og EU bringer Nordamerika og Europa tættere på hinanden.

/ritzau/