NATO og EU samles til møder om Ukraine

Oprørernes missilangreb på ukrainsk havneby, hvor mindst 30 blev dræbt, udløser reaktioner i både NATO og EU.

Eskaleringen i kampene i Ukraine har fået NATO-landene til at indkalde deres ambassadører i forsvarsalliancen til møde mandag eftermiddag, skriver Reuters.

De russisk-støttede oprørere har over de seneste dage indledt en ny offensiv på flere frontafsnit.

Kampene i det østlige Ukraine mellem oprørerne og den ukrainske regeringshær har tidligere været koncentreret omkring byen Donetsk, men i sidste uge indledte oprørerne en offensiv over flere frontafsnit. I fredags angreb de havnebyen Mariupol med flere end 100 missiler og dræbte mindst 30 indbyggere. Flere end 80 blev såret.

Oprørerne har erklæret, at deres mål er at erobre mere territorium i Donetsk-regionen og flytte frontlinjen længere mod vest.

Tysklands kansler, Angela Merkel, der menes at være den EU-leder, som har det bedste forhold til den russiske ledelse, har ifølge Reuters bedt de pro-russiske oprørere om at indstille deres offensiv. Samtidig har kansleren bedt den russiske præsident, Putin, om at gøre sin indflydelse gældende.

EUs udenrigsministre mødes torsdag, hvor den seneste intensivering af kampene i Ukraine kommer på dagsordenen. Samtidig vil spørgsmålet om yderligere sanktioner mod Rusland også komme på bordet.

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, sagde mandag, at ingen i EU-kredsen er specielt opsatte på at indføre nye sanktioner mod Rusland, men tilføjede også, at offensiven mod Mariupol er udtryk for en markant ændring i situationen, som Europa er nødt til at reagere på.