Nato-chefen er klar med faktaark til Trump om nye milliarder

USA's præsident raser ofte over Europas lave forsvarsudgifter. Natos chef har nye tal, der skal berolige ham.

BELGIUM-NATO-POLITICS - 201911
- Europæiske allierede og Canada skal ikke investere i forsvar for at gøre Trump glad. De bør investere i forsvar, fordi vi står over for nye udfordringer, og fordi vores sikkerhedsmiljø er blevet mere farligt, siger Stoltenberg. John Thys/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Natos generalsekretær kunne fredag præsentere en frisk opgørelse over, hvor meget de allierede - USA fraregnet - har lovet at øge deres udgifter til forsvar.

Tallene kommer, fire dage før at medlemslandenes stats- og regeringschefer mødes i London for at fejre 70-året for alliancen. Det sker i London.

Her ventes landene igen at skulle drøfte byrdefordelingen i Nato, hvor USA alene tegner sig for 70 procent af de samlede udgifter til forsvar.

Generalsekretærens hovedpointe er, at det er en klar trend, at de allierede lande bruger mere på forsvar. Der har været vækst i fem år i træk.

»Med udgangen af næste år har de europæiske allierede og Canada investeret over 100 milliarder dollar yderligere siden 2016. Det tal står nu til 130 milliarder dollar,« siger Jens Stoltenberg på et pressemøde fredag.

Det har været USA's krav i årevis, at de europæiske allierede skulle bruge flere penge på forsvar.

I 2014 fik den tidligere amerikanske præsident Barack Obama de allierede med på en hensigtserklæring om, at alle Nato-lande skulle arbejde hen imod et niveau på to procent af bnp på forsvar.

Ni lande når i 2019 det niveau. Dermed er der kommet et land mere med blandt de lande, der opfylder kravet, som USA's præsident, Donald Trump, har understreget ofte og hidsigt.

»Europæiske allierede og Canada skal ikke investere i forsvar for at gøre Trump glad. De bør investere i forsvar, fordi vi står over for nye udfordringer, og fordi vores sikkerhedsmiljø er blevet mere farligt,« siger Stoltenberg.

Fem år i træk har Nato-landene - uden USA - øget deres forsvarsudgifter. I år er stigningen på 4,6 procent.

Ser man på Danmark, er tendensen også stigende. Men Danmark har ikke øget udgifterne hvert år siden 2014. Fra 2014 til 2015 faldt bnp-andelen fra 1,15 procent til 1,11.

Siden er det dog gået mere markant frem. I år bruger Danmark 1,32 procent af bnp på forsvar.

Med det seneste forsvarsforlig vil Danmark i 2023 nå 1,5 procent, men samtidig være blandt en forventet minoritet af allierede, der ikke opfylder det fælles mål.

Stoltenberg sagde på pressemødet i Natos hovedkvarter i Bruxelles, at »de fleste« allierede i 2024 vil opfylde målet om to procent. 2024 er tiåret for aftalen i Wales, hvor landene indgik aftalen om to procent af bnp.

/ritzau/