Nato-chef til Danmark: I skal bruge flere penge

Danmark kan ikke undslå sig Natos fælles mål for forsvarsbudgetterne. Budgettet skal op, siger Stoltenberg.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: EMMANUEL DUNAND

Bruxelles. Danmark kan ifølge Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg ikke undslå sig Natos fælles målsætning om at bruge to procent af sit budget på forsvaret.

- Jeg er vældig taknemmelig for alt det, Danmark bidrager med til Nato. Danmark har på flere områder vældig avancerede og moderne styrker.

- Men der er behov for mere fra Danmark. Der er behov for større dybde og mere af det højkvalitetsforsvar, Danmark allerede har, siger Stoltenberg tirsdag på en briefing med danske og norske journalister forud for et Nato-forsvarsministermøde senere på ugen.

De 28 Nato-landes stats- og regeringschefer enedes på et topmøde i Wales i 2014 om, at de alle skulle have vendt trenden med at beskære budgetterne.

Og derefter skulle de sigte mod at bruge to procent af deres budget på forsvar i løbet af ti år.

I øjeblikket er det kun fem Nato-lande - USA, Grækenland, Storbritannien, Estland og Polen - der lever op til målet. I Danmark er det 1,17 procent.

I regeringsgrundlaget står blot, at dansk forsvar skal have "et substantielt løft".

I et interview med Jyllands-Posten siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at regeringen står ved topmødebeslutningen fra Wales.

Men han understreger også, at beslutningen "dog ikke kun handler om at bruge flere penge, men også om at bruge dem rigtigt". Og her ligger Danmark ifølge ministeren i top.

USA's nye præsident, Donald Trump, har øget fokus på de to procent.

Nato-chefen konstaterer tirsdag med glæde, at Canada og de europæiske lande som helhed øgede deres forsvarsbudgetter med 3,8 procent sidste år.

Men alle skal bidrage, understreger generalsekretæren.

- Derfor regner jeg selvfølgelig med, at Danmark også begynder at øge sine forsvarsudgifter, siger Jens Stoltenberg.

Han minder om, at de europæiske Nato-lande faktisk var på to-tre procent i 1990'erne.

- Det er realistisk, for det er ikke så længe siden, vi var der. Og det er realistisk, når 28 Nato-lande siger det så tydeligt, når de sidder omkring bordet og ser hinanden i øjnene og siger, at vi skal beskytte hinanden og vi skal dele regningen.

- Så er det også rimeligt at vente, at de faktisk gør det. Og når stadig flere lande øger, så øges også presset på de lande, som ikke gør det.

/ritzau/