Nye amerikanske angreb på Iran var "helt nødvendige".

Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, på et pressemøde onsdag morgen i forbindelse med et igangværende Nato-topmøde i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

- Jeg mener, at det var helt nødvendigt, for når man har en våbenhvile, og Iran i bund og grund overtræder våbenhvilen - vi så jo, hvad der skete i går med skibe, der blev angrebet - så mener jeg, at det er helt afgørende, at USA reagerer kraftigt, siger Rutte.

Der har de seneste dage været meldinger om, at handelsskibe er blevet udsat for iranske angreb i Hormuzstrædet.

Tirsdag aften og natten til onsdag udførte det amerikanske militær en række angreb mod mål i Iran.

Ifølge det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, blev 80 iranske mål ramt – blandt andet 60 skibe tilhørende Irans Revolutionsgarde.

Angrebene er ifølge amerikansk militær gennemført som et modsvar på iranske angreb på civil skibsfart i Hormuzstrædet.

Omvendt har Irans Revolutionsgarde angrebet 85 mål med forbindelse til det amerikanske militær i Bahrain og Kuwait.

Konflikten mellem USA og Iran blussede for alvor op på ny 28. februar, da USA sammen med Israel angreb Iran.

I midten af juni blev parterne enige om et forståelsespapir, som forpligter de to lande til at forhandle og indgå en endelig fredsaftale inden for en periode på højst 60 dage.

I det såkaldte "Memorandum of Understanding" blev parterne for tre uger siden blandt andet enige om at stoppe med at angribe hinanden.

Efter at aftalen var indgået, beskyldte begge lande i flere dage modparten for at bryde aftalen.

RITZAU