Det lyder som noget fra en James Bond-film i 1970erne.

Men nu kan frygten for et altødelæggende angreb med masseødelæggelsesvåben fra rummet være på vej til at blive en realitet.

Ifølge NATOs generalsekretær Mark Rutte arbejder Rusland på at indsætte atomvåben i rummet, som kan blive en trussel mod de tusindvis af satellitter, der er afgørende både til forsvarsformål og for millioner af menneskers almindelige hverdag.

»Vi er opmærksomme på, at Rusland undersøger muligheden for at placere atomvåben i rummet. Det vil være en måde for Rusland at forbedre sine kapaciteter. Det er meget bekymrende,« siger Mark Rutte i et interview med Welt am Sonntag ifølge Politico.

Han understreger, at rummet er vigtigt for NATO-landenes forsvar og afskrækkelsesmuligheder, men også at der de senere år er opstået øget trængsel, og at rummet er blevet mere farligt og uforudsigeligt.

Analysen er, at hvis russerne indsætter atomvåben, kan det blive en trussel mod hundredvis af satellitter, som spiller en central rolle for Ukraine og de allierede i forbindelse med forsvaret mod den russiske invasion.

Senest kom de ukrainske styrker i store problemer, da USA i en periode lukkede for efterretninger blandt andet via satellitter i rummet for at presse Ukraine i forhandlingerne om en våbenhvile.

Ifølge Politico skønnes det, at der er omkring 7.000 satellitter i kredsløb om Jorden, og at systemer, dirigeret fra rummet, har enorm indflydelse på et hav af områder i forbindelse med drift af for eksempel bankservices, mobiltelefoner og vejrudsigter.

En international aftale fra 1967, som 114 lande, herunder Rusland, har skrevet under på, skal forebygge våbenkapløb i rummet, men der er tvivl om, hvorvidt den også kan bruges til at regulere de farer, som kan være forbundet med moderne satellitsystemer.

Ifølge Rutte forsøger NATO-landene at tilpasse sig udfordringerne i rummet ved blandt andet at dele efterretninger, men der arbejdes også på at udvikle mindre, mere manøvredygtige satellitter, som er bedre beskyttet.