Fire amerikanske soldater og deres køretøj har siden tirsdag været savnet i Litauen efter en planlagt »taktisk træning« i et træningsområde nær byen Pabradė lidt uden for hovedstaden Vilnius.

Nu bekræfter NATOs generalsekretær, Mark Rutte, at de er døde.

»Mens jeg talte, kom nyheden om, at de fire amerikanske soldater blev dræbt i en hændelse i Litauen,« siger han under et besøg i Polens Warszawa.

Han tilføjer, at han ikke kender detaljerne.

Tidligere på eftermiddagen skrev den amerikanske ambassade i Vilnius på X, at de fire soldater var savnede, og at en større eftersøgning af både den amerikanske hær og litauiske styrker og politi var i gang.

Kort efter forsvandt tweetet dog fra det sociale medie, og det er nærliggende at tænke, at det skyldtes nyheden om deres død.

Soldaterne var alle fra en infanteridivision, og de var i gang med en øvelse på »tidspunktet for hændelsen«, skrev ambassaden uden at specificere.

Det er fortsat uvist, hvad der er sket med dem, men de forsvandt »omtrent 11 kilometer fra grænsen til Belarus«, noterede The Wall Street Journals ledende udenrigskorrespondent, Yaroslav Trofimov, i en opdatering på X tidligere.