NATO-aftale en stor triumf for Fogh

Barack Obama, Nikolas Sarkozy og Angela Merkel stod i går i kø for at rose generalsekretær Anders Fogh Rasmussen til skyerne for sit arbejde med den ny strategi.

NATO-topmødet i Lisssabon med generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i spidsen, betegnes som et af de vigtigste NATO-møder i årevis. Fold sammen
Læs mere
Foto: RAFA RIVAS

LISSABON: Anders Fogh Rasmussen har selv betegnet NATOs topmøde i Lissabon som en eksamen. Og spørger man verdens mægtigste statsledere, er han mere end bestået.

Anders Fogh Rasmussen får ros for at have drevet en kompliceret proces fremad. Med det strategiske koncept, der består af 11 sider, som nu er offentlige, har han skabt et nyt kernedokument for NATO. Dels skal konceptet sikre alliancens kurs i en verden gjort usikker af terrorister og slyngelstater. Dels kan dokumentet, der er holdt i et forholdsvist let og tilgængeligt sprog, være med til at udvide forståelsen for NATOs berettigelse blandt alliancens befolkninger.

Tysklands forbundskansler Angela Merkel roste Foghs arbejde og noterede sig, at »dokumentet er meget læsbart, et dokument, der kan læses af befolkningen«.

Barack Obama tilføjede under mødet, at »vi ville ikke være, hvor vi er uden hans enestående stykke arbejde« og fremhævede, at der er opnået den rigtige balance mellem afskrækkelse og nedrustning i det strategiske koncept.

»Det strategiske koncept er en modig operationsplan for at revitalisere den mest succesfulde alliance i verden,« sagde Barack Obama.

Frankrigs præsident, Nikolas Sarkozy, var bange for, om Anders Fogh Rasmussen kunne holde til al den ros: »Generalsekretæren må snart være træt af at høre alle komplimenterne. Men Frankrig vil tilføje, at generalsekretæren har leveret et fremragende stykke arbejde,« sagde Sarkozy.

Det er ellers ikke fordi, det har skortet på uenighed i tiden op til vedtagelsen.

Tyrkiet krævede, at Iran ikke blev nævnt som et af de lande, det ny missilforsvar skal beskytte NATO imod. Ordet »Iran« blev derfor pillet ud af teksten. Kun Canada og Frankrig tog ordet og krævede Iran indføjet i teksten.

Tyskland forsøgte at få indføjet, at NATO skal arbejde bevidst på at sænke antallet af atomvåben som en konsekvens af præsident Barack Obamas vision om at skabe en atomvåbenfri verden. Frankrig, Storbritannien og USA fastholdt, at NATO stadig skal have atomafskrækkelse som en del af sin strategi. I teksten hedder det, at »NATO forpligter sig til at skabe grundlaget for en verden uden atomvåben - men bekræfter, at så længe der er atomvåben i verden, vil NATO forblive en nuklear alliance«.

»Jeg ønsker generalsekretæren til lykke med det enestående arbejde,« sagde Barack Obama.