Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
USA: Tidligt tirsdag morgen lokal tid ligner gaderne i den amerikanske by Baltimore en krigszone efter en nat med voldelige optøjer.
Adskillige demonstranter har været på gaden for at protestere over politiets hårdhændede behandling af en sort, ung mand, der døde kort efter sin anholdelse.
»Mange mennesker har brugt generationer på at opbygge denne by, og nu bliver den ødelagt af bøller på en meget meningsløs måde,« siger Stephanie Rawlings-Blake, der er borgmester i Baltimore i delstaten Maryland, til CNN.
Hun understreger samtidig, at alle mulige ressourcer er sat ind for at »få kontrol over situationen«. Således er der sat 1.500 soldater fra Nationalgarden ind mod demonstranterne, og flere amerikanske medier rapporterer, at op mod yderligere 5.000 soldater vil blive sat ind.
Demonstranterne har protesteret over den sorte mands død i den seneste uge, og protesterne er nu så voldsomme, at guvernøren i Maryland har erklæret staten i undtagelsestilstand, ligesom borgmester Stephanie Rawlings-Blake har indført et natligt udgangsforbud.
TV-billeder viser tirsdag morgen bygninger og biler omspændt af flammer i hele byen. Adskillige forretninger er blevet plyndret, og mindst 15 politibetjente er blevet såret, seks af dem alvorligt, oplyser politiet ifølge CNN.
Protesterne startede forrige mandag, efter at den 25-årige Freddie Gray døde om søndagen, da politiet havde undladt at give ham rettidig lægehjælp i forbindelse med en skade på rygsøjlen, som han pådrog sig, da han blev anholdt. En af Freddie Grays families advokater har fortalt, at hans rygsøjle næsten var skilt fra hans nakke, og at han havde tre brækkede ryghvirvler.
Freddie Gray er den seneste i rækken af sorte mænd, der er døde som følge af at have været udsat for en hårdhændet behandling af politiet. Dødsfaldene har forårsaget et ramaskrig i USA, fordi mange opfatter hændelserne som en hårdhændet og uberettiget magtanvendelse mod sorte amerikanere.