Rumagenturet Nasa skal hente et hold af astronauter hjem før tid fra Den Internationale Rumstation grundet en astronauts helbredsproblemer.

Det oplyser Nasa på et pressemøde torsdag aften dansk tid.

Nasa oplyser ikke nærmere, hvad helbredsproblemet består i.

Men der er ikke tale om noget, som er opstået i forbindelse med operationerne på Den Internationale Rumstation, lyder det på pressemødet.

Ifølge mediet Scientific American er det første gang, at Nasa har afsluttet en rummission før tid grundet en astronauts helbred.

På pressemødet understreges det, at der ikke er tale om en akut evakuering. Men grundet risikoen har man valgt at hente astronauterne hjem før tid, oplyser Nasa.

Det kom frem tidligere torsdag, at Nasa overvejede at hente astronauterne hjem før tid, da en planlagt rumvandring blev aflyst med kort varsel.

Her oplyste en talsperson fra Nasa ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den påvirkede astronaut var i stabil tilstand om bord på Den Internationale Rumstation.

Det er medlemmerne af missionen Crew 11, som man nu vil sende hjem før tid.

Besætningen består af de amerikanske astronauter Zena Cardman og Mike Fincke, den japanske astronaut Kimiya Yui og den russiske kosmonaut Oleg Platonov.

De blev sendt op til Den Internationale Rumstation i august sidste år, og de skulle efter planen hjem i slutningen af februar 2026.

Besætningen skulle efter planen afløses i midten af februar.

Selv om de rejser hjem, før vil rumstationen fortsat være bemandet af tre astronauter.

Yderligere detaljer om, hvordan og hvornår Crew 11 skal tilbage til jorden, ventes ifølge Scientific American at blive offentliggjort i de kommende dage.

/ritzau/