Mindst 35 personer er blevet dræbt i weekenden i Mexico, og dermed er antallet af narkorelaterede drab det højeste siden 2011. Det skriver Reuters.
Iføge Reuters er en stigende amerikansk efterspørgsel på heroin medvirkende til at øge den dødbringende vold.
Alene i marts blev der registreret 2.020 mord - det højeste siden 2011.
Også opgør mellem narkobander er taget til, efter at narkobossen Joaquin "El Chapo" Guzman blev arresteret og udleveret til USA i januar.
12 blev dræbt tidligt søndag morgen i en række episoder i staten Sinaloa, hvor netop Guzmans narkokartel har hjemme.
Derudover blev ni dræbt under et skudopgør mellem rivaliserende bander i staten Michoacan. Skudopgøret fandt sted i en afsides liggende landsby. Otte af ligene blev fundet på byens hovedgade, mens det niende lig blev fundet i de nærliggende bjerge.
Staten Michoacan grænser op til staten Guerrero, hvor der blev fundet otte lig på søndag. Området har været præget af den værste vold i Mexico, fordi rivaliserende bander kæmper om marker med de opiumsvalmuer, der anvendes i forbindelse med heroinproduktionen.
Desuden blev seks lig blev fundet i staten Veracruz, der grænser op til Den Mexicanske Golf.