Narkosmuglende due skudt i Argentina

En specialtrænet smugler-due blev skudt, da den var på vej ind i et fængsel med narkotika. Også i Mellemøsten synes duer at blive stadig mere populære som narkokurerer.

Normalt forbinder man duer med ting som fred, tilsvinede altaner og naturligvis den noble sport duevæddeløb.

Duers unikke evne til altid at finde tilbage til deres udgangspunkt, selvom de transporteres hundreder af kilometer væk, kan også bruges til at fragte både breve og små pakker.

Eksempelvis brugte hospitalerne i de engelske byer Plymuth og Devonport indtil 1983 brevduer til at transportere laboratorieprøver mellem de to byer.

Men i kløerne på kriminelle kan duernes evne til at navigere og agere kurer bruge til langt mindre positive formål.

Det skete blandt andet den 31. august i Argentina, hvor kriminelle under dække af et duevæddeløb, forsøgte at smugle euforiserende stoffer ind i et fængsel i byen Santa Rosa på ryggen af en due. Det skriver argentinske Clarín, der også bringer et billede af gerningsduen.

Ifølge kilder i det lokale fængselsvæsen var myndighederne imidlertid klar over planen, og stod derfor klar til at nedskyde gangsterduen, der måtte betale med sit liv for sin brøde, selvom den næppe har været klar over sin rolle i den argentinske underverden.

Til avisen udtaler en kilde i det argentinske fængselsvæsen.

»Den bar et stykke stof formet som en lille rygsæk som indeholdt narkotika, hvilket blev påvist ved en senere test.«

Helt præcis viste den lille rygsæk sig at indeholde 44 piller af det bedøvende middel Rivotril, 7,5 gram cannabis og sågar en USB-stick, som myndighederne dog ikke har offentliggjort indholdet af.

Det er ikke første gang, at de argentiske myndigheder opdager narkosmugling via duer. I 2013 blev tre arresteret for at have anvendt 15 specialtrænede duer til at smugle narkotika over 10-15 flyvninger dagligt.

Ifølge BBC er narkosmuglende duer også blevet fanget i Costa Rica i 2015 og Columbia i 2011. I det sidste tilfælde blev duen tilbageholdt, fordi den var så tungt lastet med kokain og cannabis, at den ikke var i stand til at flyve over en høj fængselsmur.

Også i Mellemøsten ser brugen af duer til narkosmugling ud til at være i hastig vækst. Myndighederne i Kuwait opsnappede i maj måned en due med hele 178 ulovlige piller på ryggen på vej ind i Irak, og så sent som i slutningen af august konfiskerede myndighederne i det vestlige Iran op mod 100 duer, der var trænet til at smugle narkotika.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Irna gjorde smuglerne her dog ikke brug af små rygsække, men fastgjorde i stedet små bokse med narkotika til fuglenes ben.