Napolitano må bære Italiens kors

87-årige Giorgio Napolitano ofrer sit otium og tager mod sin vilje endnu en periode som italiensk præsident. Meget tyder på, at han vil forsøge at gennemtrumfe en national samlingsregering.

Som genvalgt præsident bliver det 87-årige Giorgio Napolitanos lod at skulle forsøge at samle trådene og bane vejen for dannelsen af en ny regering i Italien. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: På papiret er det naturligvis en stor ære for Giorgio Napolitano som den første nogensinde at blive genvalgt til embedet som Italiens præsident. Men ifølge kilder tæt på statschefen var han rasende, efter at lederne af de politiske partier – samt den italienske bispekonference og USAs præsident Barack Obama, bladt andre – lørdag havde overtalt ham til at tage yderligere syv år i Quirinale-paladset.

Ikke kun fordi 87-årige Napolitano givetvis havde andre og mindre besværlige planer med de sidste år af sit liv, men også fordi udpegelsen ligner en falliterklæring for Italiens folkevalgte. I hvert fald er det, efter sidste uges forgæves forsøg på at finde en efterfølger, et om muligt endnu mere kompliceret politisk landskab Napolitano nu skal forsøge at finde en farbar vej igennem. I det socialdemokratiske Partito Democratico (PD) er den samlede ledelse med Pierluigi Bersani i spidsen trådt tilbage. Partiet, der blev det største ved parlamentsvalget sidst i februar, synes på vej mod opløsning. Og mens Silvio Berlusconi gnider sig i hænderne ved udsigten til igen at få afgørende indflydelse, har M5S-lederen Bebbe Grillo med et ordvalg, der lugter af 1920ernes fascisme, bebudet »en march mod Rom« i protest mod, hvad han betegner som et statskup. En demonstration samlede i går tusindvis på Piazza dei Santi Apostoli i Rom.

Socialdemokratiske snigskytter

Inden Napolitano indvilligede i igen at »tage mit kors på ryggen«, som han skal have formuleret det, havde et valgkollegium bestående af parlamentsmedlemmer og regionale repræsentanter været gennem en serie stadig mere bizarre afstemninger.

Ved den første stillede PD og Berlusconis Popolo della Libertà (PDL) med en fælles kandidat, til trods for at Bersani under de seneste to måneders forsøg på at danne regering ikke har villet røre Il Cavaliere med en ildtang. Lokumsaftalen om den tidligere fagforeningsleder, kristendemokrat og nuværende socialist Franco Marini blev imidlertid straks skudt ned af en stor gruppe såkaldte »snigskytter«, der trodsede partidisciplinen i PD og stemte på alle mulige andre kandidater.Som svar på oprøret brød Bersani aftalen med Berlusconi og præsenterede i stedet Romano Prodi, hvorefter PDL boykottede den fjerde og tilsyneladende definitive afstemning. Men heller ikke den tidligere premierminister og formand for EU-Kommissionen kunne samle mere end tre fjerdedele af stemmerne i sit eget parti.

Efter to dage i træk at have fået trukket bukserne ned af sine egne trådte Bersani tilbage. Dog først efter at have deltaget i overtalelsen af Napolitano, der blev valgt med stort flertal. Og mens den nu tidligere PD-leder måtte fælde en bitter tåre, bredte et strålende smil sig på Berlusconis evigt solbrune ansigt.

Napolitano vil høre ja’er

Meget tyder da også på, at præsidenten i denne uge vil forsøge at danne den nationale samlingsregering, som højrefløjslederen har været ivrig fortaler for siden valget. Napolitano skal som betingelse for at tage endnu en tørn have krævet af partiledernet, at »jeg ikke denne gang vil høre (jer) sige nej til det hele men også ja«. Der skal med andre ord laves kompromisser, og det kan Berlusconi udnytte til at forhandle sig til beskyttelse mod sine mange retssager.

De store italienske aviser havde i går den historiske PD-leder Giulio Amato, der to gange har været regeringschef, og Bersanis hidtidige næstkommanderende Enrico Letta som favoritter til at lede en samlingsregering med Il Cavalieres trofaste væbner, Angelino Alfano, som vicepremierminister. La Repubblica nævner desuden senatsformanden Pietro Grasso som en mulighed. Den respekterede tidligere antimafiadommer, der er nyvalgt og en outsider i forhold til den udskældte politiske klasse, ville være mere spiselig for rebellerne internt i PD.

Grillo fisker i rørte vande

Under alle omstændigheder er det tvivlsomt, om det socialdemokratiske parti, der samler diverse grupperinger på den italienske centrum-venstrefløj, vil kunne holde til en alliance med Berlusconi. PDs økosocialistiske juniorpartner Socialismo, Ecologia e Libertà (SEL), der ledes af Apuliens regionale præsident Nichi Vendola, er allerede på vej ud af koalitionen. Og samtidig er spørgsmålet, hvordan den unge løve Matteo Renzi, der er borgmester i Firenze, vil reagere på de seneste dages dramatiske udvikling.

Risikoen for såvel PD som Italiens traditionelle politiske klasse i det hele taget er, at skuffede venstrefløjsvælgere vender partiet ryggen og giver Movimento 5 Stelle endnu mere vind i sejlene. Under alle omstændigheder var protestbevægelsens leder i går ude med snøren under et pressemøde.

»Det er slut med at føre politik på traditionel maner, og vi overtager gerne de unge, utilfredse medlemmer af PD. Lad os tale sammen om tingene, også selv om de bliver i partiet,« sagde Bebbe Grillo.