Næsten hele Sverige står sammen

Svenske kommentatorer bifalder den såkaldte »Decemberaftale«, som er seks partiers strategiske manøvre, der holder det højreorienterede Sverigedemokraterna uden for politisk indflydelse.

Ved en pressekonference i går annoncerede Socialdemokraternas statsminister, Stefan Löfven (nummer tre fra venstre), sammen med undervisningsminister Gustav Fridolin (tv.) og Åsa Romson fra Miljöpartiet de Gröna, Anna Kinberg Batra, leder af Moderaterna, Annie Lööf, leder af Centerpartiet, Jan Björklund, leder af Folkpartiet og Kristdemokraternas leder, Göran Hägglund, at partierne er nået frem til en aftale, som gør det muligt for centrum-venstre-mindretalsregeringen at blive siddende. Samtidig vil Sverigedemokraterna blive sat uden for indflydelse. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad der for blot en uge siden syntes utænkeligt i svensk politik, er nu blevet en realitet. De to største blokke, henholdsvis den regerende røde blok med statsminister Stefan Löfven (S) i spidsen, og den blå, borgerlige opposition, kaldet Alliansen, har indgået et strategisk samarbejde, der i hvert fald på papiret vil sikre parterne arbejdsro indtil 2022, når aftalen udløber.

Samarbejdet holder samtidig det forhadte højreorienterede parti, Sverigedemokraterna, der er blevet kaldt »nyfascistisk« af Stefan Löfven, uden for indflydelse, på trods af at flere vælgere end nogensinde før støtter partiet (i de nyeste målinger er vælgertilslutningen knap 13 procent).

Med aftalen har Stefan Löfven aflyst det ekstravalg, som det ellers var ventet, at statsministeren ville udskrive om få dage, og som skulle have afklaret den skrøbelige politiske situation efter valget i september, hvor hverken rød eller blå blok fik flertal, og Sverigedemokraterna dermed stod til at blive tungen på vægtskålen. Ingen af de øvrige partier i Riksdagen har dog ønsket at samarbejde med SD, og i stedet har Sverige nu fået en usædvanlig politisk pagt, der er blevet døbt »Decemberaftalen«, og som er blevet hilst velkommen af flere svenske opinionsdannere og i avisledere.»Efter et turbulent politisk efterår er det relativt enkelt at være enig med det, som alle de medvirkende partiledere har sagt: At det er Sverige, som vinder på, at der ikke bliver valg igen i marts,« skriver Göteborg-Postens politiske kommentator, Gunilla Grahn-Hinnfors.

I Helsingborgs Dagblad skriver Olle Lönnaeus, at et nyvalg ville have medført en risiko for, at Sverigedemokraterna blot ville have øget deres fremgang endnu mere og styrket partiets muligheder for at være den tilbagevendende tunge på vægtskålen.

»Selve pointen med aftalen er, at Sverigedemokraterna nu er blevet desarmeret,« skriver han.

Størst glæde over manøvren er der i lederen i det socialdemokratiske »Aftonbladet«, der dog også ønsker sig en endnu stærkere strategi mod Sverigedemokraterna. »Socialdemokraterna har brug for at blive et regeringsparti i tydeligere opposition mod uretfærdighed og ulighed. De skal endnu tydeligere bekæmpe Sverigedemokraternas autoritære og racistiske politik,« skriver Aftonbladets Daniel Swedin. Hans kollega på samme avis Lena Mellin understreger dog, at statsministeren ikke selv er kommet styrket ud af Decemberaftalen, idet den først og fremmest vil forvirre vælgerne.

»Alle (partier, red.) er tabere i det her, men mest regeringen, som først siger at de vil afholde ekstravalg, og så aflyser det fem minutter i tolv,« siger Lena Mellin.

Aftale gavner svensk økonomi

Ifølge Decemberaftalen skal den statsministerkandidat, som har den størst mulige partikonstellation bag sig, have lov til at stå i spidsen for en ny regering. Dette skal muliggøres, ved at oppositionen undlader at stemme imod vedkommende. Det samme skal oppositionen gøre, såfremt en mindretalsregering risikerer at dens finanslovsforslag er i fare for at blive stemt ned. Samtidig bliver det »forbudt« at bryde ud af aftalen. Decemberaftalen har udpeget tre samarbejdsområder som de første: pensioner, forsvaret og energiområdet.

Flere kommentatorer har pågeget, at den svenske økonomi ville været blevet svækket af endnu et valg. I Dagens Nyheter skriver avisens samfundsøkonomiske kommentatror, Johan Schück, at aftalen gavner svensk økonomi.

»Et nyvalg havde gjort omverdenen opmærksom på, at Sverige ikke magter at løse problemerne, hvilket havde fået følger for renten, børsen og kronekursen,« siger Johan Schück.