Næsten 900 anholdt i London for at støtte bandlyst aktivistgruppe

Demonstranter viste lørdag støtte til Palestine Action, der blev gjort forbudt i Storbritannien i juli.

En person bæres væk af politiet under en demonstration i London lørdag. Politiet har de seneste uger foretaget flere anholdelser af personer, der har vist støtte til den forbudte propalæstinensiske gruppe. Joanna Chan/Ritzau Scanpix

I alt blev 890 personer lørdag anholdt i London i forbindelse med en demonstration til støtte for gruppen Palestine Action.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiet oplyser, at 857 personer blev anholdt under en terrorparagraf for at støtte en forbudt gruppe.

Derudover blev 33 personer anholdt for andre forseelser, herunder overfald på politiet.

Palestine Action blev i starten af juli gjort forbudt i Storbritannien under landets antiterrorlovgivningen.

Beslutningen kom, efter at to medlemmer af gruppen brød ind på en luftbase og overmalede to militærfly med spraymaling.

Hundredvis af demonstranter samledes ifølge Reuters lørdag nær det britiske parlament i den centrale del af London for at demonstrere mod forbuddet mod aktivistgruppen.

Flere demonstranter havde medbragt skilte med teksten: "Jeg er imod folkedrab. Jeg støtter Palestine Action".

Forud for demonstrationen havde politiet varslet, at enhver, der viste støtte til den bandlyste aktivistgruppe, ville blive anholdt.

Det skete under demonstrationen det, som politiet opfattede som en koordineret indsats i et forsøg på at forhindre politiet i at udføres dets arbejde.

- I dag blev betjente slået, sparket og spyttet på, ligesom der blev kastet genstande mod dem, mens de forsøgte at udføre deres arbejde, sagde vicepolitikommissær Clair Smart i en pressemeddelelse lørdag aften.

Defend Our Juries, som stod bag demonstrationen, siger ifølge Sky News, at forsamlingen var "billedet på en fredfyldt demonstration".

Gruppen estimerer ifølge Sky News, at der var omkring 1500 personer til demonstrationen.

Politiet har de seneste uger foretaget flere anholdelser af personer, der har vist støtte til den forbudte propalæstinensiske gruppe.

I august blev mere end 500 personer anholdt ved en demonstration i London. Halvdelen af de anholdte var 60 år eller ældre.

/ritzau/